Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
14/03-14   -   Pressemeddelelse

Historisk stor skovplantning i Odense

Miljøministeriet gennemfører kæmpe tilplantning ved Odense. I løbet af 79 dage bliver der plantet 600.000 træer.

Ikke siden plantagerne blev rejst på heden og i klitten for mere end 100 år siden har den danske stat rejst så stort et skovområde på en gang, som det nu sker i Elmelund Skov ved Odense. I løbet af bare 79 dage bliver der plantet ikke mindre end 600.000 træer, der med et snuptag ændrer de store åbne bakkedrag vest for Odense til en af Danmarks største, bynære skove.

- Det er fantastisk, at vi nu kommer til at se en helt ny skov vokse op lige i nærheden af, hvor flere end hundredtusind mennesker bor og færdes. Odenseanernes muligheder for at opleve og nyde naturen bliver helt anderledes, og skoven passer samtidig på deres fremtidige drikkevand. At bruge skov til de to formål er ikke nyt, men det er nyt at gøre det i så stor skala, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

De første par birketræer blev sat af politikere og interessenter i august 2013 for at markere, at skoven nu er på vej. Men fredag den 14. marts går den helt store plantning i gang.

- Vi har hele tiden vidst, at skovrejsningen i Elmelund er historisk stor. Det kommer til at ændre et stort landskab og en stor del af Odense. Men det er alligevel noget helt særligt at stå her og se omfanget, når plantemaskinerne bliver linet op og planterne kommer rullende på lastbil efter lastbil. Som skovmand er denne opgave jo helt utrolig, siger skovrider i Naturstyrelsen, Søren Kirk Strandgaard.

Elmelund Skov har været på tegnebrættet i flere år. Skoven kommer til at ligge mellem Sanderum i øst, Blommenslyst i vest, landevejen Odense Middelfart i nord og den fynske motorvej i syd.

Borgere har bidraget med ideer

Skoven bliver rejst i samarbejde med Odense Kommune og VandCenter Syd for at beskytte store grundvandsmagasiner, der i fremtiden skal forsyne en tredjedel af Odenses borgere med drikkevand. Samtidig bliver skoven et helt nyt friluftstilbud til Odenses befolkning, der i dag ikke har nævneværdigt meget skov ved deres by.

Mere end 100 borgere har bidraget med idéer til skovens udformning, og Naturstyrelsen har udarbejdet en plan, der skal sikre, at skoven indrettes så den kan indfri de mange ønsker til en bæredygtig, bynær skov:

Der plantes løvskov, som giver den bedste beskyttelse af grundvandet, der plantes varierede bevoksninger og 17 km skovbryn. Der bliver åbne arealer med enge og nye, små vådområder. Elmelund Skov bliver attraktiv for både mennesker, dyr og planter.

Opgaven med at plante 600.000 træer på 79 dage kræver, at der er to til fire plantemaskiner i gang hver dag. De planter hver næsten 10.000 træer om dagen og Naturstyrelsens folk skal sørge for, at maskinerne ikke løber tør. Det kræver 10-12 paller små planter om dagen. Det er over 30 forskellige træarter, som skal plantes ud, og de skal plantes de rigtige steder.

Pressekontakt

Jens Fuglsang Edelholt
Pressemedarbejder
  91356996

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire