Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
19/03-14   -   Pressemeddelelse

Miljøministeren går til kamp mod affald

Vi smider masser af ting ud, som ikke fejler noget. Det kan gøres bedre, mener miljøminister Kirsten Brosbøl. Derfor mødtes ministeren i går med eksperter og kreative folk som startskud på at finde nye måder at forebygge affald på.

Mursten, mad, tøj, elektronik - vi danskere smider masser af ting ud, som ikke fejler noget, og som andre kunne have glæde af. Det vil miljøminister Kirsten Brosbøl lave om på.

Miljøministeren mødtes derfor i går med over 30 eksperter, virksomhedsledere og kreative folk som Tor Nørretranders og Signe Wenneberg. De arbejdede hele dagen i et "løsningslaboratorium" med at udvikle nye konkrete ideer til, hvordan vi kan stoppe spild og undgå affald.

- Tonsvis af velfungerende ting ender hvert år som affald. Derfor er der brug for nye ideer, og jeg glæder mig til at se deltagernes kreative løsninger til at sikre, at vores ting bliver brugt og genbrugt, siger Kirsten Brosbøl.

I løsningslaboratoriet fik deltagerne mulighed for at arbejde med mange forskellige materialer og lave plakater og modeller, der viser, hvordan ideerne kan fungere.

Alle kan bidrage Det er ikke kun en opgave for myndigheder og eksperter at forhindre affald, mener Kirsten Brosbøl. Hun inviterer derfor også alle til at komme med gode ideer og har samtidigt med løsningslaboratoriet lanceret en hjemmeside, hvor alle kan byde ind.

- Vi er blandt de lande i EU, der laver mest affald per indbygger, og det kan vi alle gøre noget ved. Derfor lancerer vi også hjemmesiden forebygaffald.dk, hvor jeg håber, at både virksomheder, organisationer og ikke mindst mange borgere vil byde ind med ideer til at forebygge affald. Vi har brug for alle gode forslag, siger Kirsten Brosbøl og lover præmier til de tre bedste ideer.

Ministeren planlægger at bruge de gode ideer fra løsningslaboratoriet og forebygaffald.dk som inspiration til at udvikle en ny strategi for affaldsforebyggelse.

Læs mere og kom med din idé på www.forebygaffald.dk.

Pressekontakt

Lillan Clemmensen
  91 35 69 97

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire