Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
04/04-14   -   Pressemeddelelse

Styr på skadelige kemikalier

Miljøminister Kirsten Brosbøl vil have skadelige stoffer væk i produkter som isoleringsskum og elektroniklegetøj og kommer nu med konkrete strategier for, hvordan problemer med 11 uønskede stoffer skal håndteres.

Børn skal trygt kunne lege med elektroniklegetøj uden at blive udsat for skadelig kemi, og isoleringsskum til for eksempel madrasser skal også laves, så forbrugerne ikke bliver udsat for uønskede stoffer.

Derfor er Miljøministeriet i gang med et stort projekt over fire år, hvor 40 stoffer, der er mistænkt for at være skadelige, bliver undersøgt. Det skal skabe et solidt grundlag for at skride ind og få nedbragt de miljø- og sundhedsmæssige risici ved dem.

For 11 af stofferne er undersøgelserne nu afsluttet. På den baggrund har miljøminister Kirsten Brosbøl nu bedt Miljøstyrelsen om at udarbejde konkrete strategier for hvordan man kan løse problemerne med stofferne på EU-plan. Strategierne sendes nu i høring.

- Vi skal have et langt bedre overblik over, hvordan forskellige stoffer påvirker sundheden og miljøet. Derfor vil jeg sætte ekstra skub på det arbejde, der kan give os viden om, hvordan vi skal handle overfor uønskede stoffer. Vi undersøger 40 uønskede stoffer og er nu klar med forslag til, hvordan vi konkret kan håndtere 11 problematiske stoffer, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

De 11 stoffer er udvalgt, fordi de kan være miljø- og sundhedsskadelige, og der bruges mere end 100 tons om året i Danmark. Det drejer sig bl.a. om bly, kviksølv og en række flammehæmmere.

Flammehæmmere bruges for eksempel i elektronik på grund af regler om brandsikkerhed. Der er tale om en gruppe af forskellige stoffer med vidt forskellig farlighed. Derfor skal de også gribes forskelligt an, og strategien foreslår en intelligent brug af forskellige virkemidler - helt fra nye måder at opfylde brandstandarder på, så nogle flammehæmmere helt kan undværes, til opbygning af ny viden om både miljørisici og om stoffer der kan erstatte flammehæmmerne. Det er viden som bl.a. kan bruges til, at vi på EU-plan får reguleret stofferne bedst muligt.

- De 11 stoffer bliver brugt i produkter produceret i for eksempel Kina og Korea. Derfor er det afgørende, at vi regulerer stofferne sammen i EU, for Europa er et stort marked, som kan og skal gøre en stor forskel for, at vi på sigt helt kan undgå problematisk kemi i vores produkter. Dansk pres har tidligere ført til skrappere EU-kemikalieregulering - for eksempel et forbud mod det allergifremkaldende stof Krom VI i læder. Med de nye strategier sætter vi endnu mere skub på EU-arbejdet, siger Kirsten Brosbøl.

Regeringen, SF og Enhedslisten har afsat 12 mio. kroner om året i fire år til at gennemgå og undersøge alle de 40 stoffer, der er på den danske Liste Over Uønskede Stoffer (LOUS).

I høringsperioden får alle relevante aktører på området mulighed for at komme med deres input til den kommende håndtering af de uønskede stoffer.

Pressekontakt

Lillan Clemmensen
  91 35 69 97

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire