Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
08/04-14   -   Pressemeddelelse

Vandråd får 696 millioner kroner til at forbedre danske vandløb

Miljøministeren overrækker i dag 23 vandråd en spiseseddel over virkemidler til forbedring af vandmiljøet og en ramme på 696 millioner kroner.

Gydegrus, genetablering af sving og fjernelse af spærringer i vandløb er nogle af de virkemidler, kommuner og 23 nyoprettede vandråd kan tage i brug, når vandmiljøet skal have et løft.

I dag afleverer miljøminister Kirsten Brosbøl et katalog til kommunerne og over de virkemidler, de skal bruge, når de skal prioritere indsatser for 1.600-2.200 kilometer vandløb.

Sammen med virkemiddelkataloget følger en pose penge på 696 millioner kroner, som fordeles til kommunerne og vandrådene.

- Det er en god følelse at spille bolden over på interessenternes side, så de kan være med til at prioritere indsatsen for et bedre vandmiljø og komme med forslag til, hvor vi får mest miljø for pengene. At lade dem, som færdes omkring vandløbene til daglig, komme med deres anbefalinger er det eneste rigtige, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Vandrådene består af organisationer med interesse i de danske vandløb og tæller blandt andre: landbruget, sportsfiskere og grønne organisationer.

Det er kommunerne, som skal oprette vandrådene efter ønske fra interessenterne, og eftersom der har været ønske om vandråd i samtlige hovedvandoplande, er det blevet til 23 nye, lokale vandråd.

Brug rådene konstruktivt
Det er politisk besluttet, at der skal laves indsatser for en foreløbig økonomisk ramme på 696 mio. kroner, hvilket vurderes at dække en indsats på 1.600-2.200 kilometer vandløb i vandplanlægningen for anden planperiode, som løber fra 2015-2021. Derfor opfordrer Kirsten Brosbøl de deltagende parter til at bidrage konstruktivt, så indsatserne bliver lagt de rigtige steder.

- Der har været meget blæst om de første vandplaner, men nu sadler vi om og forsøger at engagere de lokale i langt højere grad. Derfor vil jeg virkelig også håbe, at interessenterne kommer på banen og bidrager med deres viden, så vi får nogle planer, som flere føler ejerskab til, siger miljøministeren.

Forslagene fra kommunerne og de 23 vandråd skal være afleveret til Naturstyrelsen 7. oktober, som vil bruge dem i arbejdet med det samlede indsatsprogram for vandløb, søer, kystvande og grundvand.

Pressekontakt

Mette Thorn
Pressechef
  2561 7170

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire