Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
20/05-14   -   Pressemeddelelse

Flinke gæster giver bedre naturoplevelser

Miljøministeriet, Friluftsrådet og Danmarks Idrætsforbund sætter i en ny kampagne fokus på, hvordan vi alle sammen kan bruge skoven og naturen på en måde, så vi undgår konflikter mellem hinanden.

Danmarks natur er vært for mere end 130 millioner besøg om året. Oftest sker det helt uden gnidninger, men af og til sker der sammenstød mellem motionsløbere, mountainbikere, lystfiskere, hestepiger- og drenge eller fuglekiggere.

Derfor har Friluftsrådet, Danmarks Idrætsforbund og Miljøministeriet taget initiativ til kampagnen "Flink af natur", der skal få gæsterne i naturen til at tage mere hensyn til hinanden.

-Vores smukke natur er den største seværdighed, vi har i Danmark. Hvert år tager vores mange skove og naturen imod millioner besøg. Det sker tit med picnickurven i hånden, på hesteryg, ski eller mountainbike. I naturen er der plads til os alle sammen, og når vi giver hinanden plads, så får vi selv en god oplevelse i naturen, og det gør dem, vi møder også, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Kampagnen løber i hele sommerhalvåret, og særligt på det sociale medie facebook og til forskellige mountainbike-stævner kommer kampagnen med budskabet om, at vi skal vise hensyn i naturen.

Samtidig vil man rundt omkring i naturen kunne se kampagnens gevir-logo på brændestabler, hvor det vil minde naturens gæster om, at der skal være plads til alle.

Klap hesten og vink til en lystfisker

En undersøgelse, som Friluftsrådet er ved at få lavet, viser, at hver sjette dansker på en eller anden vis følte sig generet på deres seneste besøg i naturen. 12 procent af de adspurgte var generet af skrald, mens kun 1 procent var generet af eksempelvis mountainbikere.

-I Danmark har vi relativt lidt natur, og derfor er det ekstra vigtigt, at vi viser hensyn og sørger for, at der er plads til alle, der vil bruge naturen. Vi møder mange mennesker i naturen, og typisk er det en god oplevelse, når børnene på naturlegepladsen klapper rytterens hest, eller motionsløberen vinker til lystfiskeren og spørger, om der er noget, der bider på krogen. Vi kan alle sammen være flink af natur, hvis vi lige tænker over det, siger Friluftsrådets formand Lars Mortensen.

I Danmarks Idrætsforbund er bestyrelsesmedlem Niels-Christian Levin Hansen, der har ansvaret for miljøspørgsmål, sikker på, at naturens brugere gerne vil blive bedre til at tage hensyn til hinanden:

- Generelt er vi flinke ved hinanden, når vi løber en tur i naturen, sætter kajakken i vandet eller cykler en tur på mountainbiken i skoven. Og på trods af fuld fart over feltet og høje hop så er det faktisk meget få, der føler sig generet af de hurtigkørende mountainbikere. Men vi kan sagtens blive bedre til at sende et smil til fuglekiggeren, holde afstand til skovtursgæsterne, hvis man kommer farende på cykel, og nikke venligt til dem, der er ude at lufte hund. Når vi tager hensyn til hinanden og ikke slider på hinanden, så får vi alle sammen en bedre naturoplevelse, siger Niels-Christian Levin Hansen.

Kampagnen "Flink af natur" får luft under vingerne i Geel Skov i Rudersdal Kommune, hvor der indvies et nyt mountainbikespor. Med det nye spor er der nu i alt mere 50 mountainbikespor i de danske statsskove fordelt rundt omkring i landet.

Læs mere om kampagnen 'Flink af natur'.

Kampagnen blev mandag skudt i gang med indvielsen af et nyt mountainbike-spor i Geel Skov i Rudersdal Kommune. Det er muligt at få tilsendt fotos fra arrangmentet ved henvendelse hos Naturstyrelsens pressechef Kenneth Bo Jørgensen på telefon 20 21 66 73.

Yderligere oplysninger:

Pressechef Mette Thorn, Miljøministeriet, tlf.: 2561 7170, e-mail: mthor@mim.dk
Kommunikationskonsulent Astrid Bjørg Mortensen, Friluftsrådet, tlf.: 2465 6230, e-mail: abm@friluftsraadet.dk
Kommunikationskonsulent Jakob Draminsky, DIF, tlf.: 2889 3678, e-mail: jdr@dif.dk
Kontorchef Kåre Svarre Jakobsen, Naturstyrelsen, tlf.: 4085 3511, e-mail: kasja@nst.d

Pressekontakt

Mette Thorn
Pressechef
  2561 7170

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire