Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
11/06-14   -   Pressemeddelelse

Hjælp på vej til økonomisk trængte husejere

Nogle boligejere har svært ved at betale kloakregningen for forbedret rensning af deres spildevand. Regeringen lover nu, at der er hjælp på vej. Miljøminister Kirsten Brosbøl vil i efteråret være klar med nyt lovforslag.

Omkring 40.000 boligejere i landområder skal have kloakeret, så rensningen af deres spildevand bliver bedre. Men for nogle er det en meget stor byrde, der har ført til politianmeldelser og trussel om fængsel for ubetalt kloakregning.

Derfor går miljøminister Kirsten Brosbøl nu i gang med at arbejde på et lovforslag, der skal sikre hjælp til særligt trængte husejere, der får udstedt påbud om kloakering.

- Regeringen er meget optaget af at finde en løsning på dette problem, og vi vil have et lovforslag klar i efteråret. Vi skal have et bedre vandmiljø, men det skal ske, uden folk bliver sat i fængsel, fordi de ikke har råd at betale en kloakregning. Det er ikke nogen forbrydelse at være fattig, siger Kirsten Brosbøl.

Miljøministeriet skønner, at cirka 1.700 boligejere har vanskeligt ved at finde penge til at etablere kloakering på deres ejendomme i landområderne.

Flere muligheder
Løsningen kan blive at give en længere frist til at forbedre spildevandsforholdene, så borgeren får mere tid til at finde pengene, eller der kan blive tale om en ordning, så spildevandsselskabet lægger ud for betalingen af spildevandsanlæggene, og ejeren herefter afdrager til spildevandsselskabet over en længere periode.

- Kloakering er en opgave, som skal løses for miljøets skyld, men det skal ske på en måde, så ingen kommer i gældsfængsel. Vi må sammen finde en ny og bedre løsning, så Danmark bliver kloakeret, så vi kan få et rent vandmiljø, siger Kirsten Brosbøl.

Nogle kommuner er begyndt at stille krav om separatkloakering, hvor man skiller regnvand og spildevand ad, men det vil ikke blive dækket ind af regeringens kommende lovforslag. Separatkloakering er ikke begrundet i statslige krav med ønsket om at forbedre vandmiljøet, men en måde som nogle kommuner frivilligt vælger at håndtere regnvand på uden om kloaksystemet.

Pressekontakt

Mette Thorn
Pressechef
  2561 7170

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire