Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
30/06-14   -   Pressemeddelelse

Nu skal statens træ være bæredygtigt

Alle statslige institutioner i Danmark forpligtes til at kræve bæredygtigt træ, når der købes papir, byggematerialer, møbler og andre trævarer. Miljøministeren er i disse dage til FN-miljømøde i Nairobi, hvor hun håber, at den danske indsats kan inspirere andre.

Det skal være slut med, at ikke-bæredygtigt tømmer ender som papir, møbler eller byggematerialer hos den danske stat.

Fra d. 1. juli skal departementer, styrelser og direktorater sikre sig, at træet er bæredygtigtig, når de køber brædder, bjælker og byggematerialer. Fremover skal statslige træindkøb og byggerier være af bæredygtigt træ, uanset om det er træ til store eller små byggeprojekter eller til borde, stole eller papir til kontorlokalet.

Det gælder både når træet kommer fra Danmark og fra mere eksotiske himmelstrøg som fx Afrika. Det skal bidrage til at bevare verdens skovressourcer.

- Vi skal stille krav til det træ, vi køber og som bruges til byggeri, så vi er sikre på, at nye træer kommer til, når andre fældes. Med bæredygtigt indkøb af træ bliver der blandt andet tænkt på skovens mangfoldighed, skovarbejdernes forhold og den langsigtede produktion i skovene, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Ulovligt træ er den store synder

Ulovlig handel med træ og ureguleret fældning af skov gør et enormt indhug i skovene, og er nogle steder i verden bl.a. med til at finansiere militser. FN vurderer, at handel med ulovlige arter udgør et sted mellem 7 og 23 mia. dollar om året, og det er især træ, der er den store synder.

Miljøministeren er i disse dage i Nairobi til et FN-miljømøde med miljøministre fra hele verden. Her er ulovlig handel med naturprodukter som truede dyrearter og træ på dagsordenen.

- Jeg vil benytte mødet i Nairobi til at gøre opmærksom på den indsats, vi gør for at sikre at statens forbrug af træprodukter er baseret på lovligt og bæredygtigt træ. Med de nye danske regler er Danmark med helt i front for at fremme bæredygtigt forbrug og produktion af træprodukter. Jeg håber, at andre kan blive inspireret af den indsats, siger Kirsten Brosbøl.

Håber på kommuner og regioner

Det er kun de statslige myndigheder, der er forpligtede til at stille krav om bæredygtigt træ, men Kirsten Brosbøl håber, at andre vil lade sig inspirere at staten.

- Det er blevet nemmere at købe bæredygtigt, og vi står med en helt ny vejledning, som alle offentlige indkøbere kan benytte sig af. Jo flere der presser på og efterspørger bæredygtigt træ, jo mere bidrager vi til beskyttelse og bæredygtig udnyttelse af verdens skove. Jeg håber, at også kommuner og regioner og andre, der gerne vil sikre sig bæredygtigt træ, vil bruge vejledningen, siger Kirsten Brosbøl.

Reglerne er fastsat i et nyt cirkulære, som gælder staten, og har følgeskab af en vejledning til alle offentlige indkøbere. Det nye cirkulære afløser en frivillig indkøbsordning, som har medført, at der i dag stilles krav om bæredygtigt træ i cirka 25 procent af statens indkøb og byggeopgaver. Det er især i byggeriet at gennemslaget har været lavt. De nye regler er en del af regeringens strategi for intelligent offentligt indkøb.

Reglerne indfases gradvist for forskellige træprodukter frem til 1. januar 2016.

Cirkulæret og vejledingen gælder for en bred vifte af træbaserede produkter. Cirkulæret finder dog ikke anvendelse ved indkøb og brug af produkter til energifremstilling.

Pressekontakt

Jens Fuglsang Edelholt
Pressemedarbejder
  91356996

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire