Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
07/08-14   -   Pressemeddelelse

Brosbøl: Stop svineri på festivaller

Gider festivalgæster sortere affald? Ja, mener miljøministeren. Kirsten Brosbøl var i dag på Smukfest for at se på nye løsninger, der skal gøre det nemt og sjovt for festivaldeltagere at genanvende deres affald.

Når danskerne flokkes på sommerens festivaler, flyder det ofte med affald. Men det arbejder flere festivaller på at ændre. Blandt andet på Smukfest, der i disse dage løber af stablen under bøgetræerne i Skanderborg. I år vil festivallen være endnu smukkere og mere bæredygtig. Derfor er der rykket nye løsninger ind på festivalpladsen til at sortere skrald, som Miljøministeriet har givet støtte til at udvikle.

- Festen behøver ikke ende som en slagmark af fast food-rester, tomme dåser og efterladte campingmøbler. For der er masser af energi og overskud på en festival, og mange vil gerne give deres affald, så vi kan genanvende det -især hvis vi gør det nemt og sjovt at sortere. Derfor har vi støttet udviklingen af en ny måde at sortere affald på til store events. Nu har jeg selv prøvet det på Smukfest, og det var virkelig lige til, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Den nye sorteringsløsning består af, at de klassiske affaldsbeholdere er blevet skiftet ud med nogle, der fanger gæsternes opmærksomhed med et nyt design og tydelig skiltning, så man let kan sortere affaldet rigtigt. Den er udviklet af virksomhederne MiljøTeam og WorldPerfect med støtte fra Miljøministeriets MUDP-program.

Forskelsbehandling - ja tak!
Sidste år blev der sorteret 140 ton affald til genanvendelse, og i år vil festivallen skrue yderligere op for affaldssorteringen. Derfor har Smukfest for første gang opsat fem mini-genbrugspladser til at sortere affald på festivalens campingområde. Derudover kører affaldsselskabet Renosyd og Smukfests event-team hver dag rundt på pladsen med en skraldebil og festivalens egen rap-skralde-jingle og laver sorteringsevents. Temaet er 'Forskelsbehandling - ja tak!', der bruger materialer fra Miljøministeriets kampagne 'Kend dit affald'.

- Jeg var med rundt i dag, og det var en kæmpe fornøjelse at se, hvordan folk deltog i skraldekonkurrencer på campen. De sorterede affald som gjaldt det livet. Festivalen har sat barren højt med et mål om at indsamle blandt andet 25 ton pap og 35 ton metal til genanvendelse. Når jeg oplever den begejstring, der er på pladsen, tror jeg på, at de kommer i mål, siger Kirsten Brosbøl.

Ud over at hjælpe miljøet, hjælper sortering festivalens økonomi. Det sorterede affald kan nemlig sælges, og samtidig er der mindre usorteret affald, man skal betale for at komme af med.

Sidste år kostede det Smukfest 350.000 kr. at komme af med de over 600 ton affald, festivallen producerede.

Pressekontakt

Lillan Clemmensen
  91 35 69 97

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire