Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
13/08-14   -   Pressemeddelelse

130 dambrug skal fjerne spærringer for fisk

Fole Dambrug i Gram i Sønderjylland har fjernet sin spærring i den lokale å, så fiskene nu kan vandre frit. Miljøminister Kirsten Brosbøl besøger i dag kl. 10.00 dambruget, der viser vejen for andre, der også skal have fjernet deres spærringer.

Et højteknologisk modeldambrug i Fole i Sønderjylland har i tæt samarbejde med Miljøministeriet givet den lokale å tilbage til naturen, så laks og snæbel nu kan vandre frit forbi dambruget. Tidligere havde Fole Dambrug som så mange andre dambrug herhjemme en opstemning i åen, der ledte vandet ind i dambruget og samtidig spærrede åen, så fiskene ikke kunne komme forbi på vej til deres gydepladser længere oppe i åsystemet.

Men som del i Miljøministeriets omfattende arbejde for at redde den truede fisk snæblen er Fole Dambrug i dag koblet helt fra åen, der har fået sit gamle fald og frie strøm tilbage. Dambruget er blevet bygget om og har derfor ikke længere behov for vand fra åen. Den højteknologiske produktionsform medfører også, at produktionen er mere end fordoblet.

- Projektet ved Fole er et rigtigt godt eksempel på, at erhvervsudvikling og hensynet til naturen kan gå hånd i hånd. Fiskene kan nu svømme frit, åen er blevet renere og udledningen af forurening til Vadehavet er blevet væsentligt reduceret. Samtidig får dambrugsejeren mulighed for at producere flere fisk, siger miljøminister Kirsten Brosbøl, der onsdag den 13. august besøger Fole Dambrug sammen med en række lokale politikere og interesseorganisationer.

Vandløb skal have det bedre
Erfaringerne fra Gram kan blive vigtige de kommende år. Regeringen har i sine vandplaner udpeget cirka 130 dambrugsspærringer i hele Danmark, som skal fjernes. Mange dambrug har fisketrapper, men det har vist sig ikke at være nok. Med blot fire fisketrapper op gennem et vandløb, når kun mellem seks og syv procent af fiskene frem til deres gydepladser.

- Spærringer ved blandt andet dambrug forhindrer, at vi kan opnå naturlige fiskebestande Jeg håber projektet i Fole kan inspirere kommuner og andre dambrug til at finde nye løsninger. Vi har brug for dambrugene med deres produktion og arbejdspladser, men vi har også et meget stort behov for, at vores vandløb får det markant bedre, siger Kirsten Brosbøl.

Det har kostet 1,6 millioner kroner at fjerne spærringen ved Fole Dambrug, reetablere de naturlige faldforhold over to kilometer å-strækning og etablere gydeområder ved Fole.

Det samlede snæbelprojekt i Sydvestjylland har omfattet fjernelse af 12 menneskeskabte spærringer, som gav snæblen og andre vandrefisk adgang til mere end 120 km gydevandløb og 480 hektar opvækstområder samt komplet restaurering af 21,5 km vandløb. Den samlede udgift er 150 millioner kroner.

Tid og sted:
I dag onsdag den 13. august kl. 10.00-11.00 besøger miljøminister Kirsten Brosbøl, Fole Dambrug, Stampemøllevej 30, 6510 Gram

Pressekontakt

Mette Thorn
Pressechef
  2561 7170
Bent Rasmussen
Skovrider, Naturstyrelsen
  2259 3805

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire