09/10-14
-
Pressemeddelelse
Bylandmænd, fiksere og grønne ildsjæle i Miljøministeriet til Kulturnatten
Få fikset de revnede bukser hos Repair Café, bliv inspireret af bæredygtigt modetøj og få jord under neglene i vores jord-workshop. Eller kør en tur på vores pop-up mountainbike-bane. Der er masser af aktiviteter til Kulturnatten 2014 i Miljøministeriet.
Naturen rykker for alvor ind på stenbroen, når Naturstyrelsen stiller deres store kåte-telte op og får tændt bål, kørt deres store træplantemaskine i stilling og går i gang med at parteret hjorte, som kommer på grillen. Man kan også skære sin egen lysestage i birketræ og teste sine evne på vores pop-up mountainbike-bane. De yngste kan klappe fisk og gå på krabbejagt, eller slå søm i og lære om træer.
Mekka af grønne aktiviteter
Indenfor forvandles vores store flotte banksal til et mekka af aktiviteter under den fælles overskrift Det skal være let at være grøn.
Repair Cafés fiksere stiller op med værktøj og symaskiner, så gæsterne kan få repareret iturevne bukser, en ødelagt elkoger eller en død telefon. Designskolen Kolding har taget bæredygtig mode med - designet af dette års afgangselever.
Miljøministeriet får også besøg af by-landbruget ØsterGro, som fortæller om, hvordan de har skabt et landbrug på tagene af en kontorbygning på Østerbro. På Kulturnatten har ØsterGro en jord-workshop, hvor man kan plante svampe i kaffegrums - lige til at tage med hjem til vindueskarmen.
Også i år kan man få testet, om der er guld i vielsesringen, eller om uret er fyldt med nikkel. Det sker hos Kemikalieinspektionen, som står klar med en XRF-måler.
Skab din egen natur og find guld i affald
Med Danmarks Miljøportal kan man blive klogere på natur og miljø i sit nærområde. De kan nemlig zoome ind på ens adresse, og se om der er jordforurening, naturfredninger eller kulturskatte i området. Børnene kan vinde en dag i Zoologisk Have, hvis de tegner en plante eller et dyr til Miljøportalen. Man kan også lave sin egen natur i programmet Minecraft - plant en skov, anlæg en sø eller byg din egen dyrepark.
På Kulturnatten er miljøminister Kirstens Brosbøls kontor åbent for alle, så man kan sidde i ministerens stol og skrive en hilsen til hende. Man kan også hilse på Kirsten Brosbøl i Den Grønne Café tidligt på aftenen.
Kulturnatten 2014 finder sted i Miljøministeriet, Børsgade 4 og pladsen mellem Tietgenhus og Børsen - fredag den 10. oktober fra klokken 18:00-22.30
Pressekontakt
Anita Seiffer
Kommunikationskonsulent
41 96 94 11
Firma
Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K,
Danmark
25 61 71 70
25 61 71 70
http://www.mim.dk