13/10-14
-
Pressemeddelelse
Ringduer skal skånes i yngletiden
Miljøministeren beder Vildtforvaltningsrådet om at se nærmere på reglerne for regulering af ringduer i september og oktober.
Det gør indtryk på mig, at vi regulerer så mange ringduer i september og oktober, hvor nogle af duerne stadig yngler. Det vil jeg have Vildtforvaltningsrådet til at se på straks.
Det er miljøminister Kirsten Brosbøls kommentar til DRs oplysninger om omfanget af tilladelser til at regulere ringduer i september og oktober. Hun vil nu bede Vildtforvaltningsrådet om igen at se på reglerne, der blev indført efter indstilling fra et enigt råd i 2010. Vildforvaltningsrådet består af Landbrug & Fødevarer, Friluftsrådet, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Jægerforbund, Dyrenes Beskyttelse og Dansk Skovforening.
- Vi har en solid bestand af ringduer, men det er etisk forkert at regulere fugle, mens de yngler, hvis det ikke er strengt nødvendigt, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.
Ifølge Aarhus Universitet er bestanden af ringduer stor og stigende, og der flyver op mod fem millioner ringduer over Danmark om året. Naturstyrelsen udsteder tilladelser til regulering af ringduer efter en bekendtgørelse. Ansøgerne søger styrelsen om tilladelserne elektronisk på tro og love.
- Jeg har ikke grund til at tro, at borgerne giver forkerte oplysninger. Det drejer sig om nogle kriterier, der muligvis er lidt for brede, og det skal vi selvfølgelig rette op på, siger Kirsten Brosbøl.
Pressekontakt
Mette Thorn
Pressechef
2561 7170
Firma
Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K,
Danmark
25 61 71 70
25 61 71 70
http://www.mim.dk