Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
28/10-14   -   Pressemeddelelse

Virksomheder sætter kroner og øre på forurening

Med en ny type regnskaber sætter store virksomheder kroner og øre på deres samlede miljøbelastning. Novo Nordisk og IC Group var de første i Danmark, og nu vil også Arla og Mærsk Drilling bruge metoden. Miljøministeriet bidrager til at udbrede erfaringerne med de nye miljøregnskaber.

Hvordan belaster dit daglige glas mælk og din ostemad miljøet? Det vil Arla nu undersøge ved at sætte kroner og øre på virksomhedens totale miljøbelastning i en ny type regnskab.

Og det er lidt af et projekt, når man er verdens syvende største mejeri: Fra gødning i køernes foder og i deres gylle til transport af råmælk mellem mere end 12.000 landmænd i 12 lande. Og fra Arlas computere, møbler og ansattes rejser til butikkerne og forbrugerne og vores tomme mælkekartoner i skraldespanden.

Det hele skal undersøges, og det glæder miljøminister Kirsten Brosbøl.

- Jeg har netop diskuteret disse nye miljøregnskaber med internationale virksomheder på regeringens grønne 3GF topmøde. Det er fremsynet, at nogle af vores store danske virksomheder går foran og skaber et meget konkret overblik over deres forurening. Endnu bedre er det, at de også bruger det overblik til at hjælpe miljøet. Og det forventer jeg selvfølgelig, at de gør, siger Kirsten Brosbøl.

Søger miljøgevinster
Arla har ifølge miljø- og klimadirektør Jan D. Johannesen netop planer om at bruge det nye regnskab i virksomhedens miljøarbejde.

- Vi har længe arbejdet med både livscyklusanalyser og carbon footprint beregninger, men vi mangler at få et fuldstændigt overblik over de samlede miljøpåvirkninger og at sætte kroner på. Det får vi nu, og vi vil bruge arbejdet til at sætte ind dér, hvor vi kan gøre en forskel. Vi forventer at kunne sætte kroner på de mange miljøforbedringer, som vi allerede har opnået ude på gårdene og på mejerierne, og hvem ved, om der ligger store eller nemme miljøgevinster andre steder, siger Jan D. Johannesen.

Arla og Mærsk Drilling i samarbejde med DONG Energy og COWI er, sammen med Miljøstyrelsen, netop begyndt at udarbejde den nye regnskabstype som nummer kun tre og fire i Danmark. De første to er kommet tidligere i år fra henholdvis Novo Nordisk og IC Group.

Fakta:
Natural Capital Accounting er en regnskabsmetode, der sætter kroner og øre på miljøbelastningen fra alle led i en virksomheds produktion:

Også kendt som Environmental Profit & Loss
Regnskabet er et værktøj, der:
- Gør det nemmere at sætte ind de rigtige steder i virksomhedens miljøarbejde
- Gør det nemt at dokumentere miljøforbedringer
- Kan bruges til at risikostyre, så virksomheden bliver mindre sårbar over for f.eks. stigende råvarepriser og leverandørudfald
- De to første offentliggjorte danske miljøregnskaber af den nye type kommer fra hhv. Novo Nordisk og IC Group. De kan hentes på Miljøstyrelsens hjemmeside
- Arlas regnskab vil undersøge hele produktionen i forhold til bl.a. klimapåvirkning, vandforbrug, affald og biodiversitet.
- Mærsk Drilling vil i samarbejde med DONG Energy udvikle et miljøregnskab, der skal hjælpe med at sænke risikoen for uheld og gøre arbejdet mere miljøvenligt, når der etableres borebrønde i Nordsøen.
- Miljøstyrelsen sætter fokus på de nye regnskaber, som en del af Miljøministeriets og Erhvervs- og Vækstministeriets fokus på bedre miljørapportering.
- Man kan høre mere om arbejdet med de nye miljøregnskaber på Miljøstyrelsens event om dem til CSR-Awards den 30. oktober i Holstebro.

Pressekontakt

Jens Fuglsang Edelholt
Pressemedarbejder
  91356996

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire