12/12-14
-
Pressemeddelelse
Miljøministeren sikrer beskyttelse af fremtidens drikkevand
Regeringen sikrer 227 mio. kroner til opgaven med at kortlægge grundvandet. Dermed kan nye drikkevandsboringer beskyttes.
For at kunne beskytte grundvandet, må man vide, hvor det er.
Og selvom der i dag findes et meget grundigt billede af, hvor grundvandet er, og hvordan det er beskyttet, skal grundvandskortlægningen fortsætte.
Miljøminister Kirsten Brosbøl sikrer 227 mio. kroner frem til 2020, så nye drikkevandsboringer kan blive kortlagt og dermed beskyttet.
- Danskernes drikkevand kommer fra rent grundvand, og det skal det fortsat gøre. Vi har et utroligt godt overblik over, hvor grundvandet findes, og hvor de udsatte områder er. Men hvert år kommer 20-40 nye drikkevandsboringer til i områder, som ikke er kortlagt. Derfor skal vi fortsætte med kortlægningen, så vi har mulighed for at beskytte grundvandet og sikre rent drikkevand, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.
Naturstyrelsen vurderer, at der med nye boringer skal kortlægges et areal på 40-80 km2 årligt.
Kortlægning giver beskyttelse
Det er Naturstyrelsen, der kommer til at stå for den fortsatte kortlægning af grundvandet. Der er afsat 227 mio. kroner til opgaven i perioden 2016 - 2020.
Naturstyrelsen udpeger indsatsområder, og herefter skal kommuner lave indsatsplaner, der fastlægger den beskyttelse, der er nødvendig i de enkelte områder.
- Det er en god fordeling, at Naturstyrelsen fortsætter med at udpege indsatsområderne, samtidig med at kommunerne fortsætter den lokale beskyttelse, som de er mestre i, siger Kirsten Brosbøl.
Kommunernes indsatsplaner skal sikre den nødvendige målrettede beskyttelse af vandforsyningerne, f.eks. hvor det er nødvendigt at reducere nitratforbruget ved boringerne.
Den fortsatte grundvandskortlægning skal ske med en ændring af vandforsyningsloven, som er i høring fra 28. november til 7. januar.
Pressekontakt
Jens Fuglsang Edelholt
Pressemedarbejder
91356996
Firma
Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K,
Danmark
25 61 71 70
25 61 71 70
http://www.mim.dk