Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
17/12-14   -   Pressemeddelelse

Unge ved ikke nok om barnløshed

En ny undersøgelse viser, at unge i Danmark ikke ved nok om, hvorfor de i fremtiden kan få svært ved at få børn. Miljøministeren og sundhedsministeren sætter nu en bred indsats i gang, der skal give unge mere viden om årsager til nedsat fertilitet.

Tre ud af fire unge danske kvinder ønsker mere viden om, hvordan de undgår nedsat fertilitet, og det samme gælder for 59 procent af mændene. Det viser en ny undersøgelse fra Miljøministeriet blandt 1.000 unge i alderen 15 til 25 år. Miljøminister Kirsten Brosbøl og sundhedsminister Nick Hækkerup sætter derfor en række indsatser i gang, som skal sætte fokus på fertilitet.

- Mange har svært ved at få børn, og i dag kommer otte procent af vores børn til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling. Det er enormt tankevækkende, og det kalder på handling. Vores opgave er at fortælle unge, at det ikke altid er lige til for alle at få børn den dag, man er klar til det, og at der kan være flere forskellige grunde til nedsat fertilitet, såsom alder, livsstil og skadelig kemi, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Stor indsats for fertilitet
I begyndelsen af 2015 lancerer miljøministeren en kampagne for gravide, der skal give dem mere viden om, hvordan de undgår skadelig kemi under graviditeten. I 'Uge sex' kan landets folkeskoler få fertilitet på skoleskemaet med udgangspunkt i undervisningsmateriale om kemi, sundhed og fertilitet, som Miljøministeriet har udarbejdet i samarbejde med Sex & Samfund. Og til sommer kan gymnasieeleverne blive klogere på fertilitet, når miljøministeren og sundhedsministeren sammen sætter gang i en kampagne med undervisningsmateriale.

Miljøministeriet har afsat to mio. kroner til de tre oplysningsindsatser.

Fakta om kemi og fertilitet

Mennesker udsættes for kemikalier i hverdagen gennem for eksempel madvarer, beklædning, kosmetik, elektronik, emballage, husstøv og indåndingsluft.
Dyrestudier viser, at nogle kemikalier kan påvirke dyrefostre, så deres frugtbarhed er nedsat, når de er udvoksede.
Erfaringer fra ulykker med kemikalier og medicin viser, at kemikalier i høje nok doser kan nedsætte både voksne menneskers og menneskefostres frugtbarhed.
Fostre er særligt følsomme over for påvirkninger og derfor kan en mindre mængde kemikalier skade fosteret.
Det er ikke enkelte, konkrete kemikalier, der mistænkes for at påvirke fostret. Det er den samlede udsættelse for mange forskellige stoffer og kilder, som måske kan have en betydning.
Det er mere usikkert, hvilke konsekvenser der kan være for frugtbarheden, hvis man som barn eller voksen udsættes for kemikalier.

Pressekontakt

Lillan Clemmensen
  91 35 69 97

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire