Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
16/01-15   -   Pressemeddelelse

EU vil jagte svovlsyndere på havet

Brændstof til skibe skal kontrolleres bedre. Det har EU netop vedtaget. Det sker for at sikre, at skibsfarten overholder nye regler for svovl, der skal give renere luft i Europa. Miljøminister Kirsten Brosbøl glæder sig over beslutningen.

EU har netop vedtaget at skærpe kontrollen med skibes brændstof. Den skærpede kontrol bliver indført, fordi skibe siden årsskiftet har skullet bruge brændstof med et markant lavere indhold af svovl, når de sejler i sårbare områder som Nordsøen og Østersøen. Det gør brændstoffet dyrere, og derfor er effektiv kontrol vigtig for at sikre, at kravene bliver overholdt.

- Med EU's beslutning har vi sat en klar kurs mod renere luft til alle europæere. Svovl og partikler kan gøre os syge og medføre syreregn, og det er vigtigt, at vi sætter ind mod luftforurening i fællesskab. For luftforurening kender ingen grænser, og 80 procent af partikelforureningen i Danmark stammer fra udlandet, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Med aftalen har medlemslandene forpligtet sig til løbende kontrol af skibene og til at tage prøver af deres brændstof. Desuden skal landene overholde regler for, hvordan de tager olieprøver fra skibene. Og endelig skal de indrapportere deres kontrol-data til EU Kommissionen.

Syv mio. til dansk kontrol
Fra dansk side har man med regeringens luftpakke "Ren luft til danskerne" allerede afsat syv mio. kroner til at skærpe kontrollen.

- Danmark er allerede langt med planlægningen, og danske rederier er i fuld gang med at sikre, at deres skibe lever op til de nye håndhævelsesregler. Derfor er jeg glad for, at mine kolleger i EU nu har forpligtet sig til lignende initiativer. Dermed bliver Danmarks grønne indsats også en konkurrencemæssig fordel. I Danmark vil vi overvåge skibene fra luften for eksempel ved hjælp af fly eller droner, og vi vil øge kontrollen med skibene i de danske havne, siger Kirsten Brosbøl.

De skærpede svovlkrav trådte i kraft den 1. januar 2015 og kræver, at alle skibe, der sejler i Nordsøen og Østersøen, skal reducere deres svovludledning med 90 procent. Det betyder samtidig, at udledningen af partikler bliver reduceret med en tredjedel. Ekstraomkostningerne for brændstof afhænger af skibets størrelse og fart, men vil være på mellem en halv til en mio. kroner for en tur fra den engelske kanal igennem til Østersøen og retur.

Pressekontakt

Lillan Clemmensen
  91 35 69 97

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire