Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
27/01-15   -   Pressemeddelelse

Det offentlige kan købe grønt ind og spare millioner

Ved at købe produkter med lavt forbrug af for eksempel el og vand kan det offentlige spare millioner hvert år og samtidig skåne miljøet. Nu har Miljøministeriet udviklet værktøjer til offentlige indkøbere, der kan beregne et produkts samlede omkostninger til både indkøb og forbrug.

En billig computer kan være en dyr løsning i længden, hvis den bruger meget strøm. Men det kan være svært at gennemskue, hvornår det kan betale sig at købe et lidt dyrere produkt, som til gengæld har et lavere forbrug. Derfor har Miljøministeriet udviklet en række værktøjer, der gør det muligt at beregne et produkts samlede omkostninger over tid. Værktøjerne er målrettet offentlige indkøbere, men kan også benyttes af private virksomheder.

- Over tid betaler det sig ofte for både miljøet og økonomien at købe lidt dyrere computere, køleskabe eller kaffemaskiner, fordi de for eksempel bruger mindre strøm. Den gevinst skal vi have helt frem i lyset for de offentlige indkøbere. Den offentlige sektor køber ind for knap 300 mia. kroner om året, så det batter i den grad, hvis vi kan skubbe investeringerne i en grønnere retning. Jeg vil nu klart opfordre offentlige indkøbere til at bruge værktøjerne, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Kan spare millioner
Indtil nu har der manglet et konkret redskab til at beregne de samlede omkostninger, men med de nye såkaldte totalomkostningsværktøjer kan det offentlige købe mere intelligent ind.

- Københavns Universitet har for eksempel købt nye frysere ind til deres laboratorier, hvor de har valgt dem med de laveste samlede omkostninger. Det sparer universitetet for mellem 14 og 28 mio. kroner over fire år, og fordi fryserne bruger mindre strøm, sparer det samtidig flere tusind ton CO2. På samme måde skal vi have langt flere offentlige institutioner til at købe ind, så økonomi og miljø går hånd i hånd, siger Kirsten Brosbøl.

I første omgang er der udviklet værktøjer til fem forskellige produktgrupper: Kontor-IT, belysning, skylletoiletter, selvbetjeningsmaskiner (kaffemaskiner, etc.) og professionelle køle- og fryseskabe. Værktøjerne er udarbejdet i et samarbejde med bl.a. Finansministeriet, Klima- Energi og Bygningsministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet m.fl., og brancherne er taget med på råd under udviklingen.

Pressekontakt

Lillan Clemmensen
  91 35 69 97

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire