Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
25/02-15   -   Pressemeddelelse

EU forbyder UV-filter i solcreme

Danmark har sammen med de øvrige EU-lande netop forbudt et UV-filter i solcreme, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Solcremer indeholder UV-filtre, der skal beskytte os mod solens stråler, og de skal selvfølgelig være sikre for forbrugerne at bruge. Derfor har EU-medlemslandene netop besluttet, at solcreme for fremtiden skal være fri for UV-filteret 3-Benzylidene Camphor. Stoffet mistænkes for at være hormonforstyrrende, og industrien har ikke kunnet dokumentere stoffets sikkerhed i kosmetiske produkter.

- Det er meningen, at solcreme skal beskytte os - ikke udsætte os for skadelig kemi. Det er meget vigtigt for mig, at især vores børn trygt kan bruge solcreme uden at blive udsat for hormon­for­styrrende stoffer. Derfor er jeg tilfreds med, at EU nu har forbudt UV-filteret, siger miljøministerKirsten Brosbøl.

Kemikalier bliver ikke forbudt alene på baggrund af en mistanke om risiko. Men fordi kosmetikin­dustrien ikke har kunnet dokumentere, at stoffet er sikkert, har EU-medlemslandene nu valgt at forbyde det.

Gå efter svanen
Miljøministeren vil have bedre styr på skadelige kemikalier i EU, og sideløbende med at forbuddet mod UV-filteret 3-BC i solcreme har været til afstemning, arbejder Kirsten Brosbøl på at få EU til at lave regler for andre stoffer, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Her er det afgørende, at der bliver opstillet kriterier for, hvornår et stof er hormonforstyrrende, hvis stofferne fremover skal kunne reguleres.

- Arbejdet må ikke gå i stå, mens vi venter på, at EU får lavet kriterier for hormonforstyrrende stoffer. Denne type stoffer bekymrer mig meget, og det er vigtigt for mig at beskytte borgerne, indtil kriterierne er på plads. Jeg anbefaler, at du som forbruger vælger svanemærkede produkter, når du køber kosmetik. De indeholder ikke nogle af de stoffer, som EU mistænker for at være hormon­forstyrrende, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

De nye regler for solcreme skal nu formelt godkendes af Ministerrådet og Europa-Parlamentet og forventes at finde anvendelse i løbet af 2016.

Pressekontakt

Lillan Clemmensen
  91 35 69 97

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire