Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
21/05-15   -   Pressemeddelelse

Enighed om pant på grænsedåser

Regeringen er med opbakning fra SF og Enhedslisten klar til at sige ja til en aftale med Tyskland om pant på dåser købt i grænsehandlen. Det betyder, at dåserne bliver genanvendt i stedet for at blive smidt i naturen.

Fremover skal det være slut med dåser uden pant, der ligger og flyder i den danske natur. Regeringen er med opbakning fra SF og Enhedslisten klar til at underskrive den aftale med Tyskland om pant i grænsehandlen, som lige nu ligger på bordet.

Dermed kan det lykkes at opnå, hvad syv forskellige miljøministre har forsøgt i mere end 10 år: At få pant på de tyske øl- og sodavandsdåser, som danskerne hvert år køber flere end 600 millioner af i grænsehandelen.

Miljøminister Kirsten Brosbøl glæder sig over udsigten til, at den danske natur bliver sparet for mange dåser hvert eneste år.

- Aftalen er et regulært tysk Kinder-æg. Det er slut med dåser i naturen til glæde for miljøet. Mere handel rykker til Danmark - det betyder arbejdspladser i yderområderne. Og folk, der er glade for at køre til grænsen, vil stadig kunne spare masser af penge, siger Kirsten Brosbøl.

Den aftale, der er på bordet, indebærer, at der fremover skal opkræves pant på en krone samt 19 øre i tysk moms, når man køber en almindelig dåse og andre pantbelagte emballager i grænsehandlen. Man kan få panten på en krone retur der, hvor man normalt handler - fuldstændig som når man returnerer andre øl- og sodavandsdåser.

Ligger i naturen i op til 500 år

I dag bliver 9 ud af 10 dåser med pant genanvendt, mens alt for stor en del af de pantløse dåser ender i skraldespanden, på gaden eller i naturen.

- Dåserne ligger i naturen i op til 500 år, før de bliver nedbrudt, og det er noget svineri. Vores unikke danske pantsystem sikrer, at langt de fleste flasker og dåser bliver genanvendt til fordel for både miljøet og økonomien. Derfor er jeg meget glad for, at de flere end 600 millioner tyske dåser, som danskerne køber hvert år, nu kommer ind i pantsystemet, siger Kirsten Brosbøl.

Dansk pant i grænsebutikkerne vil være en realitet, når kapaciteten i det danske retursystem er udbygget til at modtage de mange ekstra dåser.

Hovedelementer i aftaleudkast mellem Danmark og Tyskland om pant på dåser i grænsehandlen

- Grænsebutikkerne kan vælge at lægge dansk pant eller tysk pant på dåserne
- Den danske pant på en almindelig dåse vil være 1,0 kroner samt 19 øre i tysk moms
- Den danske pant kan man få retur i danske supermarkeder - fuldstændig på samme måde, som når man har købt dåser i Danmark. Tyskland beholder de 19 øre i tysk moms
- En ramme øl vil stadig være mindst 35 kroner billigere i grænsehandlen end i Danmark
- En dåseøl vil stadig være mindst halvanden krone billigere i grænsehandlen end i Danmark
- Handler man ofte i Tyskland, kan man vælge dåser med tysk pant og få hele panten retur i Tyskland
- Der kommer pant på dåserne, når det danske retursystem er udbygget til at kunne tage imod de mange dåser fra grænsehandlen. Formentlig i 2018

Fakta:
- Danskerne køber hvert år flere end 600 millioner dåser i grænsehandlen
- Det skønnes, at op mod en million dåser hvert år bliver smidt på offentlige pladser, på strande, ved tankstationer, i affaldskurve eller i naturen
- En dåse kan være op mod 500 år om at blive nedbrudt i naturen

Pressekontakt

Jens Fuglsang Edelholt
Pressemedarbejder
  91356996

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire