Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
01/03-11   -   Pressemeddelelse

Ligestilling er en vinderstrategi for Danmark - for kvinder og mænd!

Vi kan kun sikre vækst og velstand i Danmark, hvis vi bliver endnu bedre til at bringe alle gode kræfter af begge køn i spil og få brugt alle ressourcer lige der, hvor de passer bedst. Vi har faktisk slet ikke råd til at lade være. På den måde er ligestilling en vinderstrategi både for samfundet - og for den enkelte.

Ligestillingsminister Lykke Friis har overleveret sin årlige Perspektiv- og handlingsplan til Folketinget. Perspektiv- og handlingsplan 2011 vil igennem en lang række initiativer det kommende år bidrage til at skabe lige muligheder for kvinder og mænd.

Minister for ligestilling Lykke Friis siger: "For regeringen handler ligestilling ikke om at tvinge kvinder og mænd til at gøre noget andet end det, de ønsker. Moderne ligestilling handler derimod om at give den enkelte et endnu større handlerum og samtidig give plads til forskellighed. Alle skal have mulighed for at forfølge deres egen drøm, og ingen skal sættes i bås udelukkende på baggrund af deres køn".

Alle initiativer i Perspektiv- og handlingsplanen er baseret på frivillighed, blandt andet igennem etablering af tætte samarbejder med mange aktører, lige fra erhvervsliv til uddannelsesinstitutioner.

"Vi kan ikke opnå forpligtende ligestilling igennem tvang og lovgivning. Vi har allerede formel ligestilling og de nødvendige lovgivningsmæssige rammer. Vejen frem er at nedbryde de uformelle barrierer og gammeldags tankesæt, der står i vejen for den enkeltes frie valg og for udviklingen af vort samfund", siger Lykke Friis

Perspektiv- og handlingsplanen 2011 har blandt andet fokus på, at få mænd ind i ligestillingsdebatten. Derfor vil ligestillingsministeren med inspiration fra Norge nedsætte et "mandepanel". Panelet skal komme med forslag til, hvordan vi kan fremme mænds deltagelse i ligestillingsdebatten og skal samtidig selv medvirke til at gøre debatten vedkommende for begge køn.

"Ligestilling har tidligere overvejende været en "kvindesag". I dag går ligestilling dog begge veje. Ligestilling er ikke en tvekamp eller et nulsumsspil mellem kønnene, hvor kvinder kun kan vinde frem på mænds bekostning. Men ligestilling kan kun blive en sag for alle, hvis begge køn deltager aktivt i debatten, og derfor har vi brug for et initiativ som mandepanelet for at fremme den dialog", siger ligestillingsminister Lykke Friis.

Perspektiv- og handlingsplan 2011 skal desuden bidrage til et friere uddannelsesvalg for både piger og drenge. Piger og drenge skal præsenteres for alternative rollemodeller for at vise, at der er flere muligheder end dem, der ligger lige for. Ligestillingsministeren vil desuden - i samarbejde med undervisningsministeren - på baggrund af undersøgelsen "Hvor blev drengene af" iværksætte initiativer, der skal bremse den stigende tendens til, at flere og flere drenge falder ud af uddannelsessystemet.

Yderligere informationer:
Pressesekretær Jesper Zølck Felbo, tlf. 50 87 48 81

Relevant information

http://www.lige.dk


Pressekontakt


Firma

Minister for ligestilling
Stormgade 2-6
1470 København K, Danmark

  22 68 85 69

http://www.lige.dk

Modtag nyheder fra Minister for ligestilling på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.