23/04-12
-
Pressemeddelelse
Fem ildsjæle nomineret til ny landdistriktspris
På torsdag uddeler Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter, en ny landdistriktspris til en person, der har gjort en forskel for sit lokalområde ved bl.a. at bevare eller skabe job. Fem navne er i spil til prisen, der uddeles for første gang 26. april ved konferencen 'Visioner for vækst' i Esbjerg.
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har i dag offentliggjort navnene på de fem nominerede, som er i betragtning til landdistriktsprisen 2012.
Og uden at afsløre for meget ligger det fast, at enten en fiskehandler, en værftsdirektør, en havnechef, en direktør eller en mejeriingeniør løber med prisen. De er nemlig blandt de personer, som er nomineret til landdistriktsprisen, fordi de bl.a. har medvirket til at bevare og skabe job i et af Danmarks landdistrikter.
"De nominerede til landdistriktsprisen har alle på hver deres måde involveret sig stærkt i lokalsamfundene og gjort en stor indsats for at skabe lokale job, og det vil jeg gerne være med til at anerkende. For det er vigtigt, at vi får skabt vækst og arbejdspladser - også i de yderste egne af Danmark", siger Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter.
De fem nominerede er udvalgt blandt 25 kandidater, som lokale har indstillet til landdistriktsprisen.
Landdistriktsprisen er indstiftet af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter og uddeles for første gang af Carsten Hansen 26. april.
Følgende er nomineret til prisen:
Morten Basse Jensen, Djurs Wind Power
Poul J. Pedersen, Thise Mejeri
Mogens Klausen, fiskeforretning i Hune
Steen Davidsen, Hvide Sande Service Group
Roar Falkenberg, Søby Værft
Læs mere om de nominerede på mbbl.dk
Vinderen, der offentliggøres på konferencen 'Visioner for vækst', præmieres med et kunsthåndværk.
Yderligere oplysninger kan får hos særlig rådgiver Jakob Eldrup Lauesen, tlf.: 41 85 10 72, eller kommunikationschef Thomas Bille Winkel, tlf.: 41 71 77 11.
Relevant information
http://www.mbbl.dk/
Firma
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter
Holmens Kanal 22
1060 København K,
Danmark
41 71 77 11
http://www.mbbl.dk/
Modtag nyheder fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter på mail
Tilmeld dig her