09/05-12
-
Pressemeddelelse
Regeringen vil afsætte ekstra 4,1 mia. kr. til renovering af almene boliger
Boligminister Carsten Hansen vil sætte gang i renoveringsarbejdet i den almene boligsektor for at skabe arbejdspladser og sikre tidssvarende boliger. Derfor har han i dag indkaldt partierne bag boligaftalen 2011 til forhandlinger om at forhøje Landsbyggefondens renoveringsramme, så der afsættes yderligere 4,1 mia. kr. til boligrenovering i 2012.
I november sidste år indgik regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti en bred boligaftale, der bl.a. betød, at man fremrykkede 5,5 mia. kr. af Landsbyggefondens ramme til renovering af almene boliger i 2011.
Renoveringsbehovet har imidlertid vist sig at være stort, og derfor vil regeringen forhøje rammen for 2012 med ekstra 4,1 mia. kr.
"Selvom vi med boligaftalen sidste år fremrykkede investeringer for et større milliardbeløb, er der fortsat et stort behov for at renovere de almene boliger, som mange steder i landet trænger til en kærlig hånd. Og ved at forhøje rammen med yderligere 4,1 mia. kr. kan vi både sikre tidsvarende almene boliger, som lever op til moderne energistandarder, og holde hånden under bygge- og anlægsbranchen, der er hårdt presset på grund af den økonomiske krise", siger Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter, og fortsætter:
"Mange af de almene boliger er renoveringsmodne, så derfor kan vi lige så godt sætte gang i renoveringsarbejdet nu, hvor der er mangel på arbejdspladser, og på den måde stimulere væksten. Jeg håber derfor, at forligskredsen bag boligaftalen vil være med til at forhøje Landsbyggefondens ramme til boligrenovering".
Carsten Hansen foreslår at hæve Landsbyggefondens investeringsramme med 4,1 mia. kr., så der i 2012 bliver 6,8 mia. kr. til renoveringsarbejde i den almene boligsektor mod de nuværende 2,7 mia. kr. Det forventes, at forhøjelsen af rammen vil have en beskæftigelseseffekt på ca. 1.500 personer i 2013 og 2014.
Yderligere oplysninger kan får hos særlig rådgiver Jakob Eldrup Lauesen
Relevant information
http://www.mbbl.dk/
Firma
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter
Holmens Kanal 22
1060 København K,
Danmark
41 71 77 11
http://www.mbbl.dk/
Modtag nyheder fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter på mail
Tilmeld dig her