08/01-13
-
Pressemeddelelse
Når udviklingsprojekter bliver til arbejdspladser
De lokale beboere giver ikke op, men gør deres for at bremse den negative udvikling i landets yderområder. Det viser ny rapport.
Der er livskraft i landdistrikterne. Det er en af konklusionerne på seniorrådgiver Hanne Tanvigs, Københavns Universitet, nyeste undersøgelse, der er finansieret af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. Hun har kigget ti lokale udviklingsprojekter i yderområder efter i sømmene og resultatet er opløftende. Trods svære betingelser viser det sig nemlig, at lokalt engagement og en god ide kan give lokal udvikling og skabe arbejdspladser.
"Det er meget glædeligt, at der trods store udfordringer også er en række gode eksempler på, at nye ideer og virksomheder også kan vokse uden for de store byer. Det kræver ildsjæle, der kan se potentialet i netop deres område, men så er der også store muligheder", siger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen.
Rapporten gennemgår ti projekter, som spænder fra små udviklingsprojekter i opstartsfasen til etablerede virksomheder. Et af de mest tydelige eksempel på et projekt, der er blevet til lokal udvikling, er Læsø og saltet, som i dag giver beskæftigelse og vækst på Læsø. Oprindeligt mødte salt-initiativerne en almindelig skepsis blandt den lokale befolkning på Læsø. Den skepsis er for længst erstattet af anerkendelse. Læsøsalt er blevet et stort brand, der smitter positivt af på hele øen, hvor stort set alt og alle har relation til Læsøsalt- komplekset - mange direkte som arbejdsplads eller leverandør, mens andre henter inspiration i de gode erfaringer. .
"Læsøsalt viser, hvor stort potentiale, der er i de såkaldte stedbundne kvaliteter. Når den unikke danske natur bliver koblet med opfindsomhed og virkelyst, opstår der noget, som vi ikke kan genskabe på et kontor i København eller Aarhus. Derfor er det også vigtigt, at vi ikke glemmer landdistrikterne i fremtidens erhvervspolitik", siger Carsten Hansen,
Rapporten viser dog også, at udviklingen ikke giver sig selv. Der er en række forudsætninger, som skal være til stede. Typisk vælger lokalområderne at markere sig gennem projekter, som bruger det særegne ved stedet som strategi og ressource. For at sikre en fortsat dynamik og udvikling er det nødvendigt at både den lokale ildsjæl og myndigheder deltager, og gerne med assistance fra eksperter eller professionelle ildsjæle, som kan lede og bygge bro mellem parterne. En anden betydningsfuld faktor er, at der dannes netværk både i lokalområdet og til eksterne parter, bland andet skal der etableres et tæt samarbejde med kommune og erhvervsliv. Endeligt er det afgørende, at der opbygges en professionel og strategisk ledelse med lokal forankring.
Relevant information
http://www.mbbl.dk/
Firma
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter
Holmens Kanal 22
1060 København K,
Danmark
41 71 77 11
http://www.mbbl.dk/
Modtag nyheder fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter på mail
Tilmeld dig her