23/04-13
-
Pressemeddelelse
Vækstplan sætter gang i landdistrikterne
Håndværkerfradrag for renovering af sommerhuse og tilskud til bl.a. nedrivning og istandsættelse af skæmmende huse er blandt tiltagene i regeringens Vækstplan DK. Disse og en række andre initiativer skal skabe vækst, job og bedre rammer i landdistrikterne.
Første del af regeringens vækstplan indeholder godt nyt til de danske landdistrikter.
En række initiativer er målrettet yderområderne, som kan nyde godt af blandt andet håndværkerfradrag for renovering af sommerhuse og 400 mio. kroner til nedrivning og istandsættelse af faldefærdige boliger. Alle kommuner, der har behov, får mulighed for at få andel i midlerne.
Genindførelsen af BoligJobordningen er en af hjørnestenen i vækstplanen. Her kan boligejere igen få fradrag for håndværkerudgifter til renovering. Og som noget nyt kan sommerhusejere også være med, hvilket er til gavn for landdistrikterne.
"Vi har over 200.000 fritidshuse i Danmark, hvor de fleste ligger i yderområderne. Nu kan ejerne trække håndværkerudgifter fra, og godt for lokalsamfundene, hvor de lokale håndværkere kan få gang i beskæftigelsen. Samtidig vil renovering løfte kvaliteten af fritidshusene, og det kan tiltrække flere turister," siger Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter.
Attraktive landdistrikter med nedrivning
Nedrivningen af faldefærdige huse bliver også styrket med vækstplanen. Med i alt 400 mio. kroner til nedrivning de næste to år, bliver det nemmere at sikre kvaliteten af boligmassen på landet. Det er både til gavn for de mange boligejere, der har svært ved at sælge huse på landet, og for landområderne generelt, som bliver mere attraktive. Samtidig sætter det gang i beskæftigelsen, mens nedrivningerne foregår.
De nye midler ligger i forlængelse af den lovændring, som regeringen gennemførte ved årsskiftet, der er målrettet udfordringerne i de små byer.
"Ingen har lyst til at købe huse i landsbyer, hvor mange huse står som faldefærdige rønner. Derfor er nedrivning er et af de helt centrale værktøjer til at gøre det attraktivt at bo på landet. Det er et værktøj, som mange kommuner bruger aktivt, og nu styrker vi kommunernes muligheder yderligere," siger Carsten Hansen.
Vækstplan DK - initiativer for landdistrikterne
Regeringen har sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti indgået en aftale om Vækstplan DK.
Vækstplanen indeholder blandt en række initiativer, der skal styrke landdistrikterne:
Håndværkerfradrag til renovering af sommerhuse og fritidshuse
400 mio. kr. til nedrivning af faldefærdige huse
100 mio. kr. til kystsikring af den jyske vestkyst
60 mio. kr. til bedre bredbånd på Bornholm
Læs mere om Vækstplan DK hos Finansministeriet
Relevant information
http://www.mbbl.dk/
Firma
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter
Holmens Kanal 22
1060 København K,
Danmark
41 71 77 11
http://www.mbbl.dk/
Modtag nyheder fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter på mail
Tilmeld dig her