11/11-13
-
Pressemeddelelse
Minister: Selvfølgelig har de små øer en fremtid
Der er mere på spil end penge i forhold til de danske småøer, siger Carsten Hansen, som afviser alle tanker om at nedlægge de små øer.
"Løsningen er ikke at nedlægge og lukke ting, hver gang der er et problem. Og da slet ikke, når det kommer til de danske småøer, som er tæt forbundet med den danske kultur."
Så klar er meldingen fra minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen, efter at Jørgen Møller, som forsker i lokalplanlægning Aalborg Universitet, har slået til lyd for, at man skal lukke de øer, der ikke er en fremtid i.
Jørgen Møller mener, at pengene til de 27 danske småøer er givet bedre ud ved kun at satse på enkelte øer og så lade de andre øer lukke.
"Det her handler ikke bare om penge. Vi har da en pligt til at sikre muligheder i alle dele af Danmark. For mig repræsenterer de små øer en rigdom af kultur og historie, som vi skal værne om. Og hvis man endelig skal gøre det op i økonomi, så må man ikke glemme, at der ligger et kæmpe potentiale for turisme på vores smukke øer," siger Carsten Hansen.
I Danmark falder 27 øer under kategorien beboede småøer, defineret som øer, der ikke er landfaste, ikke er selvstændige kommuner og højst har 1200 indbyggere.
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter støtter en række udviklingsprojekter på øerne. Både i forhold til at udvikle turisme og i forhold til at fremme iværksætteri. Blandt succeserne kan nævnes Skarø is, der har åbnet et helt nyt marked for is med og laver is til både kræftpatienter på Rigshospitalet og til Singapore Airlines. Det stigende antal af ansøgninger fra småøerne viser også, at der er aktivitet og iværksætterånd.
Pressekontakt
Martin Hein
Kommunikationschef
41 71 77 11
Firma
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter
Holmens Kanal 22
1060 København K,
Danmark
41 71 77 11
http://www.mbbl.dk/
Modtag nyheder fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter på mail
Tilmeld dig her