19/12-13
-
Pressemeddelelse
Politisk aftale om udvekslingsstuderende giver universiteterne friere rammer
Universiteterne får med ny politisk aftale større fleksibilitet i planlægningen af deres aftaler med udenlandske universiteter.
Regeringen er sammen med Venstre og Konservative blevet enige om at justere den nuværende finansieringsmodel for universiteternes udveksling af ind- og udgående studerende på studieophold.
Fremover gives universiteterne således en tre-årig periode for reguleringen af den økonomiske balance af ind- og udgående studerende for perioden 2013-2015. Universiteterne gives derudover hjemmel til selv at finansiere et eventuelt overskud af internationale udvekslingsstuderende ud over balancen af ind- og udgående udvekslingsstuderende.
Uddannelsesminister Morten Østergaard er tilfreds med aftalen.
- Regeringen har en klar ambition om at styrke internationaliseringen af de danske uddannelser, både ved at gøre Danmark til et attraktivt land for talentfulde unge fra andre lande, men også ved at flere unge danskere tager en del af deres uddannelse i udlandet. Med aftalen får universiteterne en efterspurgt fleksibilitet i form af en tre-årig periode til at planlægge deres udvekslingsaktiviteter, siger Morten Østergaard.
Regeringen sendte i juni 2013 et lovforslag i høring, der havde til hensigt helt at ophæve balanceprincippet ved at omlægge taxameterfinansieringen, så der blev tildelt taxameterfinansiering direkte på baggrund af, hvor meget merit danske studerende optjente fra studieophold i udlandet.
På baggrund af høringssvarene samt forhandlinger i den politiske forligskreds er der i stedet opnået enighed om at fastholde det nuværende økonomiske balanceprincip, men samtidig at justere modellen, så der gives øget fleksibilitet.
Morten Østergaard fremhæver, at fordelen ved det oprindelige lovforslag fra hans synspunkt var, at det gav universiteterne et meget klart økonomisk incitament til at sende flere af deres egne studerende på udvekslingsophold i udlandet.
- At styrke dimittendernes internationale udsyn er væsentligt for kvaliteten og relevansen af videregående uddannelser. Men jeg håber, at universiteterne vil bruge den tre-årige periode for den økonomiske regulering af balancen til at sende endnu flere danske studerende på studieophold i udlandet, siger Morten Østergaard.
På baggrund af den politiske aftale vil der blive fremsat lovforslag i 2014, og samme principper vil komme til at gælde for de maritime uddannelsesinstitutioner
Professionshøjskoler og erhvervsakademier har i dag en tre-årig opgørelse af deres udvekslingsaktiviteter for perioden 2013-2015. Denne fortsætter uændret.
Om taxameterfinansiering af international studentermobilitet på universiteterne
Det økonomiske balanceprincip betyder, at der ydes taxametertilskud for indgående udvekslingsstuderendes uddannelsesaktivitet, svarende til den aktivitet som de udgående udvekslingsstuderende optjener af merit i udlandet.
Baggrunden for det økonomiske balanceprincip er, at den danske stat ikke skal finansiere udenlandske universiteters studerendes studieophold i Danmark i højere grad, end udenlandske stater finansierer studerende fra danske universiteters studieophold i udlandet.
Det økonomiske balanceprincip vedrører kun taxameterfinansiering af indgående udvekslingsstuderende på studieophold, ikke gennemførelse af hele universitetsuddannelser i Danmark.
Pressekontakt
Ingeborg Nielsen
Presseansvarlig
2211 0200
Firma
Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser
Bredgade 43
1260 København K,
Danmark
3392 9739
http://www.vtu.dk
Modtag nyheder fra Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser på mail
Tilmeld dig her