Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
16/08-12   -   Pressemeddelelse

Faste læger skal sikre borgere på plejehjem bedre behandling

Nyt forsøg med fast tilknyttede læger på plejehjem skal sikre større faglig indsigt og styrke samarbejdet mellem borgere, plejeperso­nale og læger.

Et nyt 2-årigt forsøg igangsat af Social- og Integrationsministeriet og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse skal give borgere på udvalgte plejehjem mulighed for at skifte til en fast tilknyttet læge, som kommer fast på plejehjemmet hver uge. Det er frivilligt for borgerne, om de ønsker at skifte fra deres nuværende læge.

Den fast tilknyttede læge skal udover at fungere som borgernes praktiserende læge også rådgive og vejlede plejepersonalet i for eksempel medicinhåndtering og behandling af døende personer.

Formålet med forsøget er at undersøge, om brug af fast tilknyttede læger på plejehjem kan sikre øget faglig indsigt samt et bedre tværfagligt samarbejde mellem plejepersonale og læger. Det skal bl.a. undersøges, om fast tilknyttede læger kan give mulighed for bedre håndtering af medicinforbruget hos ældre på plejehjem samt færre uhensigtsmæssige indlæggelser.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup siger:

"Jeg håber, at vi med de fast tilknyttede læger kan styrke fagligheden og ikke mindst dialogen mellem plejepersonale og læger på vores plejehjem - til glæde for de mange ældre, der hver dag er afhængige af en højt kvalificeret pleje og behandling. Ældrekommissionen kom tidligere på året med en anbefaling om, at der indføres fast tilknyttede læger på plejehjem. Med dette forsøg får vi nu afklaret, om modellen reelt giver området et løft."

Minister for sundhed og forebyggelse Astrid Krag siger:

"Jeg håber, at projektet kan medvirke til at styrke den sundhedsfaglige kvalitet på plejecentrene. Vi ved fra bl.a. embedslægernes tilsyn med plejecentrene, at der på nogle områder er rum for forbedring. Projektet skal gøre os klogere på, om et tættere samarbejde mellem en bestemt praktiserende læge, som har sin faste gang på plejecentret, kan medvirke til forbedre de ældres sundhed og forebygge behov for sygehusindlæggelse."

Forsøget løber fra 15. august 2012 til 31. marts 2014 på otte udvalgte plejecentre i fem kommuner (Viborg, Horsens, Odense, Furesø og København). Det Nationale Forskningscenter for Velfærd - SFI gennemfører en effektevaluering af forsøget. Der er afsat 5,1 millioner til projektet.

Relevant information

http://www.im.dk/


Pressekontakt


Firma

Ministeriet for sundhed og forebyggelse
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K, Danmark

  40 91 98 78
  40 91 98 78

http://www.im.dk/

Modtag nyheder fra Ministeriet for sundhed og forebyggelse på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater