Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
03/10-12   -   Pressemeddelelse

Færre unge skal ryge: 16 mio. kr. til ny strategi

De seneste 20 år er antallet af helt unge rygere faldet. Men udviklingen er stagneret. Og der er fortsat for mange helt unge rygere, særligt blandt udsatte børn og unge. Derfor har regeringen og partierne bag satspuljeaftalen afsat 16 mio. kr. til en ny strategi for bekæmpelse af rygning blandt udsatte unge.
Selvom der er færre unge rygere end tidligere, er der fortsat alt for mange, som tænder en smøg. I 2010 var det henholdsvis 10 og 11 pct. af de 15-årige drenge og piger, der dagligt fandt cigaretpakken frem.

Og det er især blandt udsatte børn og unge, at der fortsat pulses løs. En undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed viser, at andelen af daglige rygere blandt børn af forældre, der er på overførselsindkomst, er næsten 20 gange så stor, som blandt børn af højtuddannede forældre. Og unge med socialt dårligere vilkår begynder at ryge tidligere og ryger mere end deres jævnaldrende. Der er altså en social slagsside i rygning. Og det vækker bekymring hos sundhedsministeren, der vil gøre op med ulighed i sundhed:

"Vi ved, at tobak er en af de store syndere, når det gælder sygdom, dårlig livskvalitet og for tidlig død, så derfor er det ekstra vigtigt at tage fat her, hvis vi vil bekæmpe den sociale ulighed i sundheden", siger Astrid Krag, der appellerer til, at vi ikke glemmer børn og unge fra familier med socialt dårlige vilkår.

"Det er positivt, at vi generelt har haft succes med at få de unge til at lade være med at ryge. Men vi må ikke overse, at der er forholdsvis mange børn og unge, der ikke har de fornødne ressourcer, den viden og det netværk, der skal til for at lade smøgerne ligge. Dem har vi også en pligt til at hjælpe", siger Astrid Krag. Sundhedsministeren håber, at de 16 mio. kr., der er øremærket til strategien til bekæmpelse af rygning blandt udsatte unge, vil betyde, at færre unge bliver rygere.
Midlerne kan bl.a. bruges til initiativer i folkeskolen, hvor sundhedsplejersker og tandlæger, der møder de unge jævnligt, har en oplagt mulighed for at spotte unge rygere og tilbyde de ældste elever rådgivning og særlige rygestopkurser.
Og også erhvervsskoler, hvor en større andel af eleverne ryger end på andre uddannelsessteder, kan søge om økonomisk støtte til initiativer. Det kan f.eks. være til rygestopkampagner på skolerne eller til uddannelse af rygestopinstruktører, der kan oplyse eleverne om de sundhedsskadelige virkninger.
Fakta om 'Strategi for bekæmpelse af rygning blandt udsatte unge'
Regeringen og partierne bag satspuljeaftalen har i årene 2012-2015 afsat 16 mio. kr. til puljen 'Strategi for bekæmpelse af rygning blandt udsatte unge'.

Af de 16 mio. kr. skal 3 mio. kr. bruges til at udarbejde centrale aktiviteter som f.eks. metodeudvikling, materialer og kompetenceudviklingsforløb. Og 13 mio. kr. er øremærket til konkrete projekter, som kommuner, uddannelsesinstitutioner, frivillige foreninger mv. kan søge.

Yderligere oplysninger
Særlig rådgiver Henrik Larsen, tlf.: 50 84 48 66.
Pressechef Thomas Bille Winkel, tlf.: 40 91 98 78.

Relevant information

http://www.im.dk/


Pressekontakt


Firma

Ministeriet for sundhed og forebyggelse
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K, Danmark

  40 91 98 78
  40 91 98 78

http://www.im.dk/

Modtag nyheder fra Ministeriet for sundhed og forebyggelse på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.