26/04-11
-
Pressemeddelelse
Vil du have Modersmål-Prisen?
Så vil det forbedre dine chancer hvis du har dansk som modersmål, hvis du er en hvid, københavnsk mand med mindst 50 års liveerfaring i bagagen. Du kan godt være forfatter eller skuespiller, men det er mere sandsynligt, at du er akademiker eller journalist. Du tilhører vores samfunds øvre socialgrupper. I sprogforskningen er den midaldrende, hvide øvre-middelklasse-mand en familiær figur. Uden at det nødvendigvis har været ekspliciteret, er det denne figur, der er blevet anset som inkarnatoren af det korrekte og autentiske sprog. Dvs. det sprog som alle andres sprog anses som afarter af - kvindernes, børnenes, de unges, arbejdernes, indvandrernes sprog ...
Lektor ved Københavns Universitet Pia Quist har begået en analyse af de første 30 modtagere af Modersmål-Prisen, og ovenstående er de konklusioner hun nåede frem til. Modersmål-Seskabet har nu bedt Pia Quist uddybe sine synspunkter på et debatmøde. Titlen på Pia Quists oplæg er: "Hvad gør modersmålet prisværdigt?" Kom og hør hvordan Pia Quist beskriver prismodtagerne, og tag del i debatten. Som sprogforsker vil Pia Quist utvivlsomt sætte pris på modspil, både til hendes konkrete analyser og/eller konklusioner, og til de forudsætninger, hun lægger til grund. Eller måske synes du blot, at der kan være noget at tilføje?
Modersmål-Selskabet arbejder i øjeblikket med planer om at lade brugerne af det danske sprog udpege kandidater til Modersmål-Prisen. Det kan du læse mere om senere på vores hjemmeside.
Du kan læse Pia Quists artikel "Modersmålet - status i anledning af Modersmål-Selskabets 30 års jubilæum" i Dansk Noter 2009, nr. 4, s. 10-13, her
http://www.e-pages.dk/gennemsyn/112/10
Debatmødet finder sted den 10. maj 2011 kl. 17.00 i Metronomen (det tidligere Byggeriets Hus), Godthåbsvej 33, 2000 Frederiksberg. Alle er velkomne. Efter debatmødet holdes Modersmål-Selskabets ordinære generalforsamling. Læs mere her:
http://www.modersmaalselskabet.dk/debatmoede-modersmaal-prisen-og-generalforsamling/
Relevant information
http://www.modersmaalselskabet.dk