13/02-12
-
Pressemeddelelse
Sprog og etik - Modersmål-Dagen 21.02.2012
Gang på gang er vi i kontakt med sundhedsvæsenet. Fra den banale forbinding af en lille skramme til den livstruende sygdom og det dybe lettelsens suk over en virksom kur eller en afblæst fare.
Sprog er det kommunikative redskab, hvad enten patienten er rask eller syg, men sprog er ikke et gennemsigtigt medie for glasklare beskeder og letbegribelige diagnoser. Sproget fragter altid etiske værdier med sig, som påvirker os og har indflydelse på den måde, vi som mennesker ser og fortolker vores helbred, sundhed og sygdom.
Derfor har Etisk Råd sat fokus på etik og sprogbrug. Rådet forbereder en rapport om emnet i løbet af foråret. Rådet ønsker ikke at være sproglig overdommer, men derimod at rejse diskussioner om etik og sprog og forhåbentlig øge opmærksomheden over for den måde, sproget bruges på i officielle pjecer og vejledninger, i sundhedskampagner og i mediernes omtale af sundhed og sygdom.
Kom og hør professor Anne-Marie Mai tale om sprog og etik med fokus på sundhedsvæsenet. Anne-Marie Mai præsenterer Etisk Råds arbejde med sprog og etik og lægger op til debat.
Du kan læse mere om Anne-Marie Mai her:
http://www1.sdu.dk/hum/jhh/Anne-MarieMai/index.html
Sproget beskriver virkeligheden, men det skaber også virkeligheden, siger man. Derfor er det særdeles vigtigt hvordan vi beskriver forholdene. Kom og vær med. Arrangementet er åbent for alle, og det er gratis at deltage.
Der er begrænset plads. Hvis du ikke er medlem af Modersmål-Selskabet, bedes du tilmelde dig til sek@modersmaalselskabet.dk.
Du kan læse mere om Etisk Råds arbejde med sprog og etik her: http://etiskraad.dk/Aktuelt/Projekter/Etik-og-sprogbrug.aspx
Hvornår: 21. februar 2012 17:30-19:00 - Modersmål-Dagen
Hvor: Kommuikation og Sprog, Hauser Plads 20, 3. sal, 1127 København K
Relevant information
http://www.modersmaalselskabet.dk