Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
07/03-13   -   Pressemeddelelse

Tønder Festival offentliggører de første 5 navne!

Opturen fortsætter i Tønder

De første 2.000 har allerede sikret sig billet til Tønder Festival 2013. Den traditionsrige folkfestival fornyede sig selv sidste år, og det kunne publikum godt lide. Årets første navne er klar: Flogging Molly, Billy Bragg, Carolina Chocolate Drops, Dervish og Pokey LaFarge & The South City Three.

Publikum kvitterede meget positivt efter sidste års Tønder Festival. Det væltede ind med tilkendegivelser på mail, Facebook og så videre. Festivalledelsen havde ladet en mindre revolution rulle hen over Tønder i 2012 med nye scener, ny festivalplads, nye navne, andre publikumsfaciliteter og meget andet. Så selvfølgelig var de en anelse nervøse for, hvordan publikum på den snart 40 år gamle festival ville reagere.

"Tak for de mange respektfulde nyskabelser", "Vi har aldrig før hørt så meget musik på Tønder, som i år", og "Hold da helt op. Tønders udbud af hand made music var magisk," lød nogle af tilbagemeldingerne. At det ikke bare er sød snak, viser interessen for dette års festival. Allerede nu har omkring 2.000 mennesker købt billet til festivalen 22. til 25. august 2013.

Tæt på rødderne
"Vi var meget glade for den positive tilbagemelding, vi fik sidste år. Det var jo en ny og forandret festival, vi inviterede publikum til. Og jo, mange var skeptiske. Men de blev positivt overraskede. Både festivalveteranerne og de mange nye publikummer tog godt imod forandringerne, de nye musiknavne og stemningen på den nye festivalplads. Jeg tror, alle fornemmede den entusiasme, festivalen og alle vores medarbejdere lagde for dagen," siger Carsten Panduro, kunstnerisk leder af Tønder Festivalen.

"Fornyelse er helt nødvendig, og vi oplever jo, at den folk- og rootsmusik, Tønder altid har stået for, er mere populær og efterspurgt end nogensinde. Vi læser tidsånden og tilbyder både nye og ældre navne. Men vi kan derudover tilbyde noget, som ingen andre kan: Vores helt egen måde at lave festival på med en atmosfære, hvor musikken lever og pulserer i hver en krog, og hvor publikum er helt tæt på musikkens rødder og dens fornemste udøvere," siger Carsten Panduro.

Festivalpladsen byder velkommen
Sidste års festival var første etape af en treårs-plan. Tønder Festival 2013 bygger videre på det fundament, der blev skabt i 2012. Musikprogrammet vil være mangfoldigt og rumme både nye indie-orienterede navne og stærke veteraner - internationale og danske. Publikum kan også glæde sig til nye oplevelser og faciliteter, som festivalen er i fuld gang med at forberede.

Èn ting er sikkert. Den særlige "Tønder Festival Feeling" vil møde publikum, så snart de træder ind på festivalpladsen. Den vil være til stede under teltdugen i de velkendte Telt 1 og Telt 2, i Spejlteltets hyggelige caférammer, i P4-teltet med direkte radioudsendelser, foran den nye store friluftsscene - og naturligvis i den traditionsrige Visemølle, Kulturhuset og Kunstmuseet.

Glæd jer til...
Tønder Festival 2013 kan nu afsløre de første navne på plakaten. De amerikansk/irske folkpunkere Flogging Molly, den britiske samfundsrevser Billy Bragg, americana/roots-fortolkerne Pokey LaFarge & The South City Three, oldtime-fornyerne Carolina Chocolate Drops og de irske traditionsbærere Dervish.

Flogging Molly. Flogging Molly giver dig et solidt los i røven med keltisk punk, der matcher vildskaben på de første Pogues-plader og kombinerer denne med The Ramones' og The Clash' guitarfræs. Debuten "Swagger" fra 2000 var med til at definere den nye keltiske punkbølge i USA. Flogging Mollys frontfigur er sanger og guitarist Dave King. Han er født i Dublin og rykkede til Los Angeles i starten af 80erne, hvor han var sanger i rockbandet Fastway. I starten af 90erne dannede han et band, der spillede en blanding af rock og traditionel keltisk musik. De spillede hver mandag aften på den irske pub Molly Malone's i Los Angeles, og deraf bandnavnet. Dave Kings evne til at skrive skarpe, kritiske tekster og smukke ballader, vidner om et band, der er mere end bare fodtramp og fadøl. Seneste album er "Speed of Darkness" fra 2011.

Billy Bragg. 55-årige Billy Bragg er i den grad også kendt for sine samfundskritiske sange. Den britiske sanger, sangskriver og guitarist har i mere end 30 år stået for en unik blanding af folk, punkrock og god gammeldags protestsang. Hans engagement i de politiske bevægelser har altid været stort, og der var rigeligt med brændstof i 80ernes Storbritannien under Thatchers konservative styre. Sammen med det amerikanske band Wilco satte Billy Bragg musik til Woody Guthrie-tekster på de tre "Mermaid Avenue"-plader, der siden første udgivelse i 1998 står som en markant kunstnerisk bedrift. I projektet "Imagined Village" i 2004 afsøgte Bragg de engelske folktraditioner, og på sin seneste plade "Tooth & Nail" søger han tilbage til den rootsy lyd på "Mermaid Avenue".

Pokey LaFarge & The South City Three. Glædeligt gensyn med den amerikanske guitarist og sanger Pokey LaFarge og hans band. Som taget ud af en knitrende 78'er-plade har Pokey LaFarge & The South City Three slået sig på lyden af jazz, ragtime, blues og western swing. De fire velklædte fyre brillerer med overskud, karisma og masser af humor. I 2011 producerede Jack White fra White Stripes pladen "Chittlin' Cookin' Time in Cheatham County", og Pokey og drengene varmede op for Whites The Raconteurs i legendariske Ryman Auditorium i Nashville. "Upbeat americana", har en amerikansk anmelder kaldt Pokey LaFarge & The South City Three, og Pokey selv siger om sin kærlighed til den amerikanske traditionsmusik: "It' not retro music. It's american music that never died."

Carolina Chocolate Drops. Carolina Chocolate Drops har i de senere år haft stor succes med at dykke ned i de rødder, der skabte grundlaget for oldtime- og bluegrassmusikken. Den afrikanske indflydelse på genren har været voldsomt overset, men med den Grammy-vindende "Genuine Negro Jig" lykkedes det The Drops at få den frem i lyset. Trioen har formået at opdatere rødderne og vække et nyt publikum til den gamle musik. Bandets seneste album er "Leaving Eden" fra 2012 udgivet på Nonesuch og produceret af Nashville-legenden Buddy Miller. Carolina Chocolate Drops er en trio med fiddle, banjo, guitar og kazoo som bærende instrumenter.

Dervish. Det irske band Dervish er et kendt og elsket navn i Tønder. Dannet i County Sligo i det nordvestlige Irland i 1989 har de skabt deres eget musikalske univers solidt bygget på de keltiske folkemusiktraditioner. Med sangerinden Cathy Jordan i centrum vender Dervish tilbage til Tønder og sørger for, at den traditionelle irske musik er repræsenteret på fineste vis. Dervish har udgivet flere end ti album, det seneste er "The Thrush In The Storm" fra februar 2013. Dervish er fortrolige med små og store scener over hele kloden - fra landsby-gigs i hjemstavnen til at spille for 240.000 mennesker i Rio de Janeiro.


Flogging Molly (USA)
http://www.floggingmolly.com/

Pokey La Farge & The South City Three (USA)
http://www.pokeylafarge.net/

Carolina Chocolate Drops (USA)
http://www.carolinachocolatedrops.com/

Billy Bragg (England)
http://www.billybragg.co.uk/

Dervish
http://www.dervish.ie/

Fotos: www.tf.dk - klik på fanen "Presserum"


Tønder Festival 2013 afholdes i dagene 22. - 23. - 24. - 25. august
Se mere www.tf.dk
Billetsalg på www.tf.dk
Facebook: http://www.facebook.com/tonderfestival
Twitter: https://twitter.com/TonderFestival

Relevant information

http://www.theessink.dk


Pressekontakt


Firma

MT Promotion
Skorpionen 86
6710 Esbjerg V, Danmark

  26226711

http://www.theessink.dk

Modtag nyheder fra MT Promotion på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater