Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
19/04-12   -   Pressemeddelelse

Foredrag på fundstedet

Foredrag om rituel stenalderplads ved Bundsø på Als

Museum Sønderjylland - Arkæologi Haderslev fylder 125 år i 2012. Det fejrer museet ved at afsløre en ny historie, hver uge året igennem, om et sted i Sønderjylland. 22 af de 52 fortællingerne bliver også fortalt af arkæologerne på stedet, hvor det skete. Museet er nu nået til den 7. fortælling på fundstedet. Denne gang det foregår det syd for Nordborg på Als ved Bundsø, hvor der en gang var både stenalderboplads og rituel samlingsplads . Alle historierne og de nøjagtige mødesteder til alle foredrag finder man på www.oldtidsglimt.dk og mobil app´en oldtidsglimt.

Foredraget på fundstedet om Bundsø begynder kl. 17 og holdes af museumsinspektør Signe Lützau Pedersen. Mødestedet er tæt på Vesterballe 22, hvor der kan parkeres langs Vesterball e. Herfra går man sammen med foredragsholderen et kort stykke ad skovvejen mod nordvest hvor fundstedet befinder sig. Det er gratis at høre foredraget, der forventes at tage ca. 1 time. Husk fornuftigt fodtøj.

Hvad udad tabes skal indad vindes
I slutningen af 1870'erne blev området ved Bundsø syd for Nordborg på Als tørlagt af en gruppe ihærdige bønder. En handling som foregik mange steder rundt om i Kongeriget efter at næsten 50 % af landet var tabt efter krigen mod Preussen i 1864. Men, som det også blev erfaret mange steder, var det nyindvundne areal ikke alle steder lige velegnet til dyrkning og fik derfor hurtig anden anvendelse. Fra et arkæologisk synspunkt var dette heldigt, for da man på stedet gravede en karpedam stødte man på oldsager og kunne ud fra disse konstatere, at stedet havde været beboet i bondestenalderen for mere end 5000 år siden.

Potteskår, økser og knogler i titusindvis
Udgravningerne og undersøgelserne ved Bundsø siden begyndelsen af 1900-tallet har i flere omgange afslører tusindvis af spor efter stenalderens mennesker. Der er fundet økser i flint, redskaber fremstillet af dyrknogler, lerklining fra huse, pæle fra bådbro og potteskår fra hundredvis af lerkar. Oldsagsmaterialet fra Bundsø, der hører til et de righoldigste i Danmark opbevares på Nationalmuseet.

Bondestenalderens ceremoniplads
De seneste undersøgelser, i begyndelse af 1980´erne har vist, at stedet var mere end en boplads. På stedet er der nemlig fundet spor efter en såkaldt religiøs samlingsplads, som dateringsmæssigt ligger 500 år før bosættelsen.

Samlingspladserne, som der findes mange af i Danmark, er kendt ud over hele Europa og samtidige med opførelserne af de mange stendysser. Pladserne er en form for befæstede anlæg omgivet af palisader og komplicerede grøftesystemer. I grøfterne finder man knogler, potteskår og spor efter ild. Genstande og spor der ifølge arkæologerne taler for, at her har stenalderens bønder foretaget forskellige kultiske og sociale ceremonier.

Flere fortællinger og foredrag
Under titlen Glimt fra oldtidsdage - 52 fortællinger fra den sønderjyske muld bliver museets 125 års jubilæum fejret på en hjemmeside, en app til smart-phone samt ved en række foredrag på nogle af de steder rundt om i Sønderjylland, som er blevet udgravet og undersøgt arkæologisk i de 125 år.
Foredragene vil finde sted hver tirsdag kl. 17-18 i perioden 20. marts til 21. juni og igen 20. august til 9. oktober. De varer ca. 1 time og det er naturligvis gratis at deltage. Ved foredragene vil tilhørerne få fremvist fortidsmindet og få mere viden om den udgravning, der har været på stedet. Man vil få mere at vide om fortidsmindets placering i landskabet og ikke mindst dets historiske betydning. Der vil blive vist billeder fra udgravningen, og er det muligt, vil foredragsholderen fremvise nogle af de genstande, der blev fundet ved udgravningen.
Programmet for foredragene og mødesteder findes på www.oldtidsglimt.dk.

Foredraget den 1. maj kan der læses mere om på http://oldtidsglimt.dk/events/religiose-ritualer/og fra mandag den 30. april kan man læse fortællingen om bopladsen og samlingspladsen på Als ved Bundsø www.oldtidsglimt.dk under uge 18. Det næste foredrag i rækken foregår den 8. maj ved Kastrup knap 4 km sydøst for Gram.

Relevant information

http://www.museum-sonderjylland.dk


Pressekontakt


Firma

Museum Sønderjylland - Arkæologi Haderslev
Dalgade 7
6100 Haderslev, Danmark

  74527566
  61674534

http://www.museum-sonderjylland.dk

Modtag nyheder fra Museum Sønderjylland - Arkæologi Haderslev på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.