15/10-12
-
Pressemeddelelse
Børn og unge stiller skarpt på ny, eksperimenterende musik på Spil Dansk Dagen
Den 24.-25. oktober vil Vesterbro summe af nye toner, når 25 børn og unge fra musikskoler i københavnsområdet mødes for at komponere deres helt egne værker på komponistworkshoppen New Music Days.
Ny kompositionsmusik kan være mange ting. Kun fantasien sætter grænser, og det er dén, New Music Days tager udgangspunkt i. Under vejledning af nogle af Danmarks førende komponister sammensættes New Music Days deltagere i mindre ensembler og arbejder intenst sammen om at skabe nogle spændende, originale værker, som de til sidst uropfører d. 25. oktober kl. 17 på Københavns Musikskole i forbindelse med Spil Dansk Dagen.
Efter opførelsen af workshopdeltagernes spritnye værker kan man opleve en koncert med Bjørn Svin og Fuzzy, der har arbejdet med New Music Days' deltagere. De to komponister vil sammen præsentere deres musik og fortælle om, hvordan de arbejder med elektronisk musik Samarbejdet mellem Fuzzy og Bjørn Svin kan ugen efter opleves under festivalen Wundergrund.
------------------------------------
Ny musik på skemaet på Tove Ditlevsens skole
Men også andre steder på Vesterbro skaber børn deres egne værker i forbindelse med Spil Dansk Dagen. Parallelt med New Music Days arbejder en 6.klasse på Tove Ditlevsens Skole over tre dage med et spritnyt læremiddel om ny dansk musik, I danske komponisters værksteder. Eleverne skal arbejde med lyd og lydgivning, skabe deres egne små lydvandringer og uploade værker til et læringssite, der spiller sammen med materialet. Efter koncerterne på Københavns Musikskole den 25.10. kan man gå ombord i læringssitet, lytte til elevernes værker og få en introduktion til de nye materialer.
New Music Days arrangeres af Musik & Ungdom i samarbejde med Københavns Musikskole og Wundergrund Festival og støttes af Københavns Kommunes Musikudvalg, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Frederiksberg Kommune og Dansk Komponist Forening
I Danske komponisters værksteder er initieret af Dansk Komponist Forening og udarbejdet i samarbejde med University College Syddanmark. Materialerne udgives på Forlaget Dansk Sang.
Det samlede projekt er støttet af Dansk Komponist Forenings Produktionspulje og KODA's Nationale Midler.
Relevant information
http://musik-ungdom.dk
Firma
Musik & Ungdom
Farvergade 27, opg. A
1463 København K,
Danmark
+45 52 24 36 35
+45 52 24 36 35
http://musik-ungdom.dk