20/11-10
-
Pressemeddelelse
Julefest for børn og bamser på Nationalmuseet
Tag din bedste bamse under armen og kom til julekoncert på Nationalmuseet.
Efter koncerten tænder Nationalmuseets direktør det store juletræ foran museet - og han vil meget gerne have hjælp fra børn og bamser!
Lørdag den 27. november kl. 11, dagen før første søndag i advent, kan man for første gang høre Michael Bønsdorfs værk "Eventyret om de tre hvide bjørne" i Nationalmuseets festsal. Stykket er komponeret med inspiration fra en billedbog af samme navn, der er skrevet i 1925 af Otto Schray til akvareller af Storfyrstinde Olga Aleksandrovna. Stykket spilles af pianisten Sascha Nedergaard. Skuespilleren Paul Hüttel (som de fleste børn måske kender som nissen Gyldengrød fra julekalenderen Alletiders Jul) fremfører den let forarbejdede tekst fra originalværket. Og alle er velkomne: Mor, far og alle familiens bamser.
Historie om gode venner
Musikken fortæller en historie om tre hvide bjørne. Bjørnene er kede af det, for de føler sig overset og glemt af deres menneskebarn. De beslutter sig derfor for at løbe hjemmefra og rejser ud i den store verden i en luftballon. Men det er heller ikke rart. Der er ingen mad og ingen varme, de slår sig, de får mavepine og de bliver forfulgt af vrisne og vrede bier. Endelig bliver bjørnene fundet og kommer hjem igen. Nu er alle glade. Ikke mindst drengen, der ejer bjørnene. For nu ved han, hvor vigtigt det er at passe på sine venner. Også sine legetøjsvenner!
Yderligere oplysninger:
Bogen "Eventyret om de tre hvide bjørne" blev genudgivet i 2008 af Kulturcentret Assistens i samarbejde med Ballerup Museum. Originaludgaven kan ses på Ballerup Museum og bogen kan købes i museumsbutikken på Nationalmuseet.
Museumsinspektør Gitte Engholm, 3347 3810, gitte.engholm@natmus.dk
Presse: Anni Mogensen, 3347 3007, anni.mogensen@natmus.dk
Aktiviteter og datoer
Julekoncert og juletræstænding
Lørdag den 27. november 2010 kl. 11-12
Velegnet for børn over 6 år.
Begrænset deltagerantal. Billetter fås ved informationsskranken ved personlig henvendelse på dagen fra kl. 10.
Nisseversitetet begynder
Lørdag og søndag den 27. og 28. november kl. 12-15
Hver søndag i december kl. 12-15
Gratis - Ingen tilmelding
Drømmer du om at blive en ægte nisse, kan du besøge Nisseversitetet og lære en masse. Nationalmuseets nisseprofessor sikrer, at du lærer de rette nissekundskaber:
· Træn den vanskelige træskogang
· Få din egen katteven
· Mål din nissehøjde
· Hør, hvordan nissen passer på dyrene
· Lær den smukke nisseskrift
Klarer du alle udfordringerne, er du en ægte nisse - og så får du et nissediplom og en liste på over 10 hemmelige idéer til nissedrillerier.
Kun for børn.
Relevant information
http://www.natmus.dk/
Firma
Nationalmuseet
Frederiksholms Kanal 12
1220 København K,
Danmark
+45 33 47 30 07
+45 24 67 67 82
http://www.natmus.dk/