08/10-10
-
Pressemeddelelse
Flere skove i Nordjylland
Ny konsulent hjælper lodsejerne med skovrejsning og anden naturbeplantning i det nordjyske.
"Flere og flere nordjyske lodsejere ønsker at rejse skov eller etablere læhegn på deres jord, og for at tilgodese det stigende behov har vi nu knyttet Bo Kristiansen til os," fortæller Peter Kjøngerskov, direktør i Naturplant Aps.
Statens tilskud til skovrejsning er fortsat attraktiv, og samtidig kan landbrugsstøtten bevares på de arealer, der tilplantes.
Mange lodsejere vælger derfor at omlægge til enten oplevelsesskov, vildtskov, aktivitetsskov eller produktionsskov.
Omlægning til skov øger samtidig ejendommens herlighedsværdi.
Respekt for naturen
Bo Kristiansen, der er uddannet skov- og landskabsingeniør, har siden 2002 arbejdet med skovrejsning og landbrugsrådgivning bl.a. for Agri Nord og Hededanmark.
"I Naturplant arbejder vi med respekt for den omgivende natur. Når vi planter skov, sker det med inspiration fra de oprindelige skove i området. Vi går efter træarter, der naturligt hører hjemme i landskabet. Erfaringen siger os, at arter, der naturligt hører til i Danmark, klarer sig langt bedre end arter, der kommer udefra," siger Bo Kristiansen, Naturplant.
Relevant information
http://www.naturplant.dk