13/06-12
-
Pressemeddelelse
De 1000 ideers kommune
Som led i en strategi, der skal skabe nye arbejdspladser og sikre bæredygtig vækst, åbner Lemvig Kommune en idébank, hvor alle kan sætte gode ideer ind.
Resultatet af en lang proces og et strategiarbejde i Lemvig Kommune har ført til strategien: Bæredygtig vækst og nye arbejdspladser, og herunder to klyngeinitiativer; ét inden for energi og strøm og ét inden for fødevarer. Og det er i forbindelse med fødevareklyngen kommunen nu åbner en idébank til de mange gode ideer.
Sæt dine idéer i banken
Fødevareklyngen fungerer som en idébank, hvor alle, både fra og uden for kommunen, er inviteret til at byde ind med deres gode idéer inden for fødevareområdet. I fødevareklyngen sidder en række repræsentanter fra fiskeri-, landbrugs-, uddannelses- og erhvervsområdet samt en kommunal repræsentant. Det er gruppens opgave at give de indkomne ideer luft under vingerne og i videst mulig omfang understøtte en realisering.
- Vi har mange gode råstoffer og ressourcer. Ligesom vi har ildsjæle og initiativer. De områder og potentialer skal vi bygge videre på og understøtte i vores indsats for at skabe nye arbejdspladser og vækst i vores kommune.
Sådan siger borgmester Erik Flyvholm, der understreger, at arbejdet i fødevareklyngen i høj grad er lagt an på at udvikle og bygge videre på de unikke ting, der allerede er i området. Allerede i dag er kommunen blandt andet en del af initiativerne Madlandet i Vest og Regional Madkultur Vestjylland samt det store erhvervssamarbejde Konsumfisk. Herudover er der rundt i kommunen mange lokale initiativer.
Virksomheder og borgere på banen
Virksomheden Navigators har fået koordinatorrollen på fødevareklyngen og sidder klar til tage imod de mange gode idéer. Og her er de ikke i tvivl om, at der rundt om hos både borgere og virksomheder ligger mange gode idéer gemt. Direktør Bolette van Ingen Bro fortæller:
- Fødevareklyngen blev allerede for et år siden født med et erhvervsprojekt omkring tang, som gruppen de sidste måneder har arbejdet aktivt med, og igennem processen er der løbende kommet rigtig mange spændende ideer frem fra både virksomheder og borgere i kommunen. Vi tror alle på større og mere langsigtet succes, hvis initiativerne er opstået og forankret hos de lokale ildsjæle i kommunen. Derfor opfordrer vi alle til at komme med idéer. Både dem der er lige til, men også de vilde idéer er velkommen.
Alle kan sende idéer ind til fødevareklyngen ved at sende en mail til info@navigators.dk.
Kontakt for yderligere oplysninger:
Lemvig Kommune, borgmester Erik Flyvholm på tlf. 9663 1201
Navigators, direktør Bolette van Ingen Bro på tlf. 2811 1819
Relevant information
http://www.navigators.dk/