Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
15/01-13   -   Pressemeddelelse

Millioner til at understøtte vækstpotentialet i den vestjyske fødevareproduktion

Et unikt samarbejde mellem fire vestjyske kommuner og et samlet budget på 4,7 mio. kr. skal være med til at skabe udvikling og vækst i den vestjyske fødevareproduktion.

Frem for at konkurrere med hinanden har kommunerne Holstebro, Struer, Lemvig og Ringkøbing-Skjern valgt at fortsætte et tæt samarbejde om deres indsats på fødevareområdet med projektet 'Madlandet i vest'.' Madlandet i Vest' er udsprunget af initiativet Vestjyske Fødevarer og Oplevelser.

Aktiviteterne i 'Madlandet i vest' har været i gang siden foråret 2012, men det er først nu bevillingerne er endelig på plads. Med støtte fra Den Europæiske Fond for Udvikling af Landdistrikter, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Region Midtjylland har projektet, der løber indtil efteråret 2014, et samlet budget på 4,7 mio. kr.

Konkrete tiltag

Pengene i 'Madlandet i vest' skal bruges til en række meget konkrete aktiviteter. Blandt andet er en rullende procesvogn lige nu under udvikling. Kirsti Storinggaard fra Navigators, der har projektledelsen på 'Madlandet i vest', fortæller:

- Vi laver en transportabel procesvogn med alt det nødvendige udstyr. Den kan fødevareproducenter leje til at teste ting af, inden de selv investerer i nyt udstyr. Det betyder, at færre vil lave dyre fejlindkøb, men det betyder også, at producenterne nu i mindre skala får mulighed for at afprøve og udvikle på deres mange gode ideer.

Med tiltag som procesvognen, gavekasser med reklame for vestjyske produkter, fælles netværks- og messeaktiviteter samt en vestjysk kogebog, er det målet at få realiseret en række aktiviteter, der er med til at udvikle fødevarevirksomhederne i Vestjylland og på sigt bidrage til at øge omsætningen og beskæftigelsen i virksomhederne. Kirsti Storinggaard tror på, der er et rigtigt stort vækstpotentiale på hele området:

- Der er god grund til at sætte meget mere fokus på den regionale madkultur, for Vestjylland rummer så mange spændende og dygtige fødevareproducenter, restauranter og gode råvarer. Og jeg ved, der er mange spirende ideer og nye, utraditionelle samarbejder på vej, som jeg håber, 'Madlandet i vest' kan være med til at skubbe i gang.

Forankring i Regional Madkultur Vestjylland

Nøgleordet for succes, ikke bare for projektet 'Madlandet i vest', men for udvikling og vækst i den vestjyske fødevarebranche, er samarbejde. Det er unikt, at fire kommuner har fundet ud af at samarbejde om at udvikle den regionale madkultur og kan se potentialerne. De lokale aktionsgrupper, erhvervs- og turismeaktører samt andre relevante aktører er også på banen i samarbejdet, der ligeledes tæller foreningen Regional Madkultur Vestjylland.

- Sammen kan vi løfte så meget mere, men vi har også brug for, at målgruppen selv - altså vores producenter og spisesteder - i langt højere grad kommer på barrikaderne og er med til at skabe en udvikling på fødevareområdet.

Sådan siger Kirsti Storinggaard og opfordrer producenterne til at samarbejde ved at være medlem af Regional Madkultur Vestjylland og dermed også bliver en del af aktiviteterne i 'Madlandet i vest'. Når 'Madlandet i vest' som projekt udløber i efteråret 2014, bliver tiltagene forankret i Regional Madkultur Vestjylland.

Kontakt for flere oplysninger:
Projektleder Kirsti Storinggaard på tlf. 28565607

Relevant information

http://www.navigators.dk/


Pressekontakt


Firma

Navigators
Havnegade 15, 2. sal
7680 Thyborøn, Danmark

  28 12 18 66

http://www.navigators.dk/

Modtag nyheder fra Navigators på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.