29/05-13
-
Pressemeddelelse
Ny MBA bryder med to dogmer
Niels Brocks nye MBA giver ledere og specialister en chance for at få den eftertragtede uddannelse ved at gøre op med to gængse antagelser: At en MBA skal være dyr og foregå på engelsk.
En 'ægte', akkrediteret MBA er for topchefer med tung kapital i ryggen. Sådan er den almene forestilling, for sådan har det været indtil nu. Men hvorfor? Niels Brock Executive og Middlesex University London har i samarbejde lanceret en ny MBA, hvor mellemlederen også kan være med.
"En MBA-uddannelse kan hurtigt løbe op i en halv million kroner. Før krisen blev det betragtet som en god investering i en dygtig medarbejder, men uddannelsesbudgetterne er de senere år blevet skåret helt ind til benet. I dag betaler cirka 40 % af de studerende selv for uddannelsen. Vi er derfor fulgt med tiden og har udviklet en MBA, hvor undervisningen er fuldt på højde med de øvrige på markedet, men hvor udgifter til dyre gæsteforelæsere er skåret fra," fortæller Anya Eskildsen, adm. direktør hos Niels Brock.
Typisk er det anerkendte MBA-forelæsere som kendte amerikanske forfattere og foredragsholdere, der trækker priserne op. Hos Niels Brock Executive bliver opgaven løftet af egne kompetente undervisere med solid erhvervserfaring, og de studerende får rig mulighed for at arbejde med problemstillinger fra egen virksomhed. Dette gør uddannelsen særligt anvendelsesorienteret for såvel den studerende som virksomheden.
Én af de kommende MBA-studerende er it-chef fra Falck, Martin Wiesener. Martin har stået i spidsen for succesfulde, teknologiske kvantespring, men har et ønske om at udvikle sine forretningsmæssige kompetencer på et højt internationalt niveau. Med en MBA imødegår Martin dermed behovet for flere højtuddannede it-folk med solid forretningsforståelse.
"Jeg trives bedst med udfordringer, forandringer og muligheden for at lede. MBA-uddannelsen giver mig de nødvendige værktøjer, medvirker til min personlige udvikling og er karrieremæssigt et stort aktiv," fortæller han.
Middlesex University er institutionsakkrediteret af QAA, der har opnået fuldt medlemskab af ENQA. Uddannelsen koster 125.000 kr. og tager 2 år på deltid. Undervisningen foregår på dansk med udgangspunkt i internationalt anerkendt litteratur.
Skal man selv finansiere uddannelsen, er der mulighed for at gøre brug af bruttolønsordningen og dermed spare op imod halvdelen af prisen.
Relevant information
http://www.brock.dk/mba/
Firma
Niels Brock
Nørre Voldgade 34
1358 København K,
Danmark
+45 33 41 91 00
+45 23 21 45 31
www.brock.dk