Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
20/08-09   -   Pressemeddelelse

Ny bog om dansk tatovering

Ny bog giver et unikt indblik ind i en farverig subkultur siden 1895 og beskriver de stærke danske personligheder bag kropskunsten.

"Tato-John er nok den mest fordrukne tatovør, Nyhavn har haft. Han drikker samtidig med at han tatoverer; to flasker whisky om dagen. Engang var han så fuld, at kunden endte med en ørn med to næb."

I gamle dage var tatoveringsmiljøet lukket og logeagtigt - alle holdt kortene ind til sig selv. Det var præget af total selviscenesættelse for at positionere sig, og især Tato-Jack (1916-1984) var kendt for sine løgnehistorier. "Dansk tatovering" kommer ind under huden på et farverigt dansk fag, som ikke er beskrevet i bogform siden 1985, selvom næsten hver 10. dansker i den fødedygtige alder har en tatovering.

"Jim synes, at han lige så godt kan begynde at tatovere. Han tatoverer en gris, han har med i vognen, så kunderne kan se, hvad man kan få. Han tatoverer også sin kun 6-årige søn Tonny."

Bogen skildrer den visuelle udvikling fra 1895 til i dag. Især i storhedstiden fra 1960'erne byder på en række fascinerende historier fra et hårdt miljø. Det er fortalt i anekdotisk tekst og et væld af historiske fotos af de specielle personligheder og tatoveringens hotspots Nyhavn og Istedgade. Nyhavn var råt, her var søfolk og fulde svenskere tatoveringskunderne. Men Istedgade var megaråt og præget af narkomaner, da det udviklede sig til et nyt tatocenter i 1980'erne og var trækplaster for rockerne.
København var faktisk det absolutte centrum for tatovering i Norden frem til midten af 1970'erne og var anerkendt i resten af verden.

Trods den generelle kreative eksplosion inden for andre kunstarter, var tatoveringsstilen i 1960'erne stadig old school med fx sejlskibe og fulgte ikke kunstens udvikling. Det vendte Tato-Svend op og ned på i 1972-73, da han sammen med Roxy-Helle bl.a. introducerede surrealistiske motiver og i det hele taget mere kreative og individuelle tegninger i stedet for den klassiske metode med at vælge et tatovering fra tavlen på væggen. Tato-Svend blev derfor nærmest uvenner med den styrende klan af tatovører men indvarslede dansk tatoverings moderne tidsalder med egentlig kropsmaleri, hvor man ikke længere kunne tillade sig at være en dårlig tegner, der blot kopierede fra et kalkepapir. Fra 1980'erne er tatoveringer blevet stadig større og oftest individelle for hver kunde. Roxy-Helle er stadig aktiv, mens Tato-Svend arbejder i begrænset omfang.

Nyhavn 17 er verdens ældste stadig åbne tatobutik, og historisk set var tatoveringsaarbejdet tæt forbundet med havnemiljøer i hele verden. Først i 1930'erne åbnede egentlig tatoveringsbutikker - indtil da havde tatovørerne holdt til i et hjørne af butikker eller værtshuse, hvor de nogle gange også var bartendere.
I 1950'erne stod Kong Frederik den 9. frem i magasinet LIFE og lod sig fotografere i underbukser for at vise sine markante tatoveringer frem.

"Du skal tænke på at få nogle kroner i lommen og lave et fint arbejde, du skal ikke tænke på om det gør ondt på ham. Det gælder også for en kirurg, hvis de skal stikke en nål ind i en mand, så gør det frygtelig ondt på manden, hvis de gør det langsomt, det skal gøres med en rask hånd."

Mandens maskine har været en afgørende del af hans identitet som tatovør. I 1960'erne og 1970'erne var branchen så lukket og præget af store egoer, så ingen hjalp hinanden, og det var ikke muligt at købe det vitale udstyr - det måtte man bygge selv. Derfor er 30 sider i bogen dedikeret til at vise det rå værktøj, helt tilbage til redskaber fra 1800-tallet og en restaureret version af den første elektriske maskine fra 1901 af legendariske Tusch-Hans.Værktøjet har forfatteren fundet i hele Norden og så langt væk som i Holland.

Bogen føres helt op til nutiden ved at portrættere 14 tatovører sammen med deres karakteristiske kunst, bl.a. den nyeste graffiti- og hip hop-stil. Her ses den nye generation, der skal slå stregerne til næste kapitel i dansk tatoverings historie.

Bogens forfatter Jon Nordstrøm har igennem en lang årrække fotograferet for de største reklamebureaer med kunder som DSB, Skandinavisk Tobakskompagni og Carlsberg samt taget billeder til artikler for bl.a. Berlingske MS og Samvirke.
Han begyndte researchen om tatoveringer med det mål at lave en kunstbog. Men da han fik hul på miljøet og vundet tillid i en branche, det ellers kan være svær at trænge ind til kernen af, så skiftede han fokus. Der var simpelthen for mange anekdoter og historiske fortællinger, som trængte sig på. De endte med at blive en væsentlig del af bogen.
En stor del af billedmaterialet er nænsomt teknisk renset og optimeret fra slidte billeder, hvor nogle blev fundet i hemmelige private samlinger og andre kun måtte affotograferes fra familiers scrapbøger. Da der var sagt god for forfatten i miljøet, kørte en svensker selv til København med materiale til bogen.

"Tato-Freddie var løsarbejder og ikke bange for at sige sin mening. Han kunne komme ned i en af tatoveringsbutikkerne og kommenterer en kundes nylavede tatovering med ordene: "˜sikke noget lort'. Med tiden kom han lidt på kant med flere af Nyhavns tatovører."

"Dansk tatovering" udkommer 28. august på Nordstroms Forlag.
Bogen har både dansk og engelsk tekst.
Der vil i forbindelse med bogudgivelsen være en stor fotoudstilling med billeder fra bogen i kunsthallen KPH-Volume, Enghavevej 80-82, København Sv.
Åbent: Lørdag den 29. august til og med mandag den 31. august.

Bogen kan fås i boghandlere, på de fleste Tattoo Conventions eller www.gentlemanstattooflash.com

For mere info om bogen, udstillingen og salgssteder: www.nordstromsforlag.dk
Ang. anmeller eks. Kontakt Forlaget, Jon Nordstrøm 26 30 50 11

Relevant information

http://www.nordstromsforlag.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Nordstrøms Forlag
Rådmandsgade 30 A
2200 København N, Danmark

  +45 26 30 50 11

http://nordstromsforlag.dk/

Modtag nyheder fra Nordstrøms Forlag på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire