Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
16/02-10   -   Pressemeddelelse

Nye enzymer omdanner affald til brændstof

Novozymes lancerer nu de første kommercielt rentable enzymer til produktion af biobrændstoffer på basis af affaldsprodukter fra landbruget. Gennembrud i enzymteknologien gør det muligt at producere cellulosebaserede biobrændstoffer som et konkurrencedygtigt alternativ til benzin.

Med Novozymes' nye enzymprodukt Cellic® CTec2 kan biobrændstofindustrien producere cellulosebaseret ethanol til en pris på under 2 dollar pr. gallon (knap 2,80 kr. pr. liter) i de første masseproduktionsanlæg, der er planlagt til at gå i drift i 2011. Omkostningerne er på niveau med benzin og traditionel ethanol med de nuværende amerikanske markedspriser.

"Vi har arbejdet på dette igennem de sidste 10 år og lovet vores kunder og markedet, at vi ville være klar i 2010. Jeg er virkelig glad for at kunne sige, at vi nu er klar. Enzymerne er klar. Biobrændstofproducenterne får nu den kritiske komponent, de har brug for til at kunne omdanne affaldsprodukter fra landbruget til et konkurrencedygtigt alternativ til benzin," siger Novozymes' administrerende direktør, Steen Riisgaard.

Helt usædvanlige fremskridt inden for enzymudviklingen har gjort det muligt at reducere enzymomkostningerne ved cellulosebaseret ethanol med 80% igennem de seneste to år, og omkostningerne er nu nede på ca. 50 cents pr. gallon - eller 70 øre pr. liter - cellulosebaseret ethanol. Novozymes har allokeret flere ressourcer til dette projekt end til noget andet projekt i virksomhedens historie og har også modtaget udviklingsstøtte fra det amerikanske energiministerium på i alt 29,3 mio. dollar.

Novozymes har indgået partnerskab med førende virksomheder inden for biobrændstofindustrien som for eksempel POET, Greenfield Ethanol, Inbicon, Lignol, ICM, M&G, CTC, COFCO, Sinopec og PRAJ med det formål at fremskynde udviklingen og implementeringen af ny procesteknologi. Novozymes har en forventning om, at disse partnerskaber kombineret med yderligere forbedringer af enzymeffektiviteten kan bringe omkostningerne ved produktion af cellulosebaseret biobrændstof yderligere ned.

"Cellulosebaseret ethanol vil blive billigere. Vores partnere forventer, at produktionsomkostningerne vil falde til under 2 dollar pr. gallon, når deres første masseproduktionsanlæg er fuldt operationelle, og omkostningerne vil blive ved med at falde i fremtiden," siger Steen Riisgaard.

Ved produktion af cellulosebaseret ethanol bruges der enzymer til at nedbryde cellulosen i biomassen til sukker, der kan gæres til ethanol. Cellic CTec2 virker på mange forskellige typer råmateriale, herunder majskolber og -stængler, halm, sukkerrørsbagasse og træflis.

En række pilot- og demonstrationsanlæg er i drift rundt omkring i verden, og en række masseproduktionsanlæg er under opførelse med planlagt idriftsættelse i 2011.

Kommercialiseringen af cellulosebaseret biobrændstof forventes at ville skabe 1,2 mio. nye grønne job i år 2022 i USA alene. Den seneste støtte fra Obama-administrationen vil sætte fornyet skub i investeringerne i nye bioraffinaderier i hele USA. Dog er det stadig nødvendigt at komme op på de højere blandinger som E15 og promovere E85, hvis USA skal nå de mål for cellulosebaseret ethanol, der er fastlagt i Renewable Fuel Standard.

Relevant information

http://www.novozymes.com


Pressekontakt


Firma

Novozymes A/S
Krogshoejvej 36
2880 Bagsværd, Danmark

  44464773
  30774773

http://www.novozymes.com

Modtag nyheder fra Novozymes A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire