Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/08-10   -   Pressemeddelelse

Novozymes med i Sustainability Consortium - et globalt konsortium, der arbejder for øget bæredygtighed for forbrugsvarer

Virksomheden skal udveksle viden om livscyklusvurdering med de øvrige deltagere i konsortiet

Novozymes er blevet medstifter af Sustainability Consortium, en ny, global organisation, der skal arbejde for at øge forbrugsvarers bæredygtighed. Virksomheden går sammen med en vidtfavnende gruppe af universiteter, myndigheder, ngo'er og erhvervsvirksomheder om at arbejde for opfyldelsen af Sustainability Consortiums mission: at fremme en ny generation af produkter og forsyningsnetværk, der lever op til miljømæssige, sociale og økonomiske krav. Blandt de øvrige medlemmer af konsortiet er virksomheder som Dell, Disney, Wal-Mart, WWF og BASF - for blot at nævne nogle.

"Novozymes er anerkendt som en førende virksomhed inden for bæredygtig udvikling, og deres ekspertise inden for bioinnovative produkter og løsninger vil bidrage væsentligt til Sustainability Consortiums arbejde," siger Dr. Jay Golden, meddirektør i Sustainability Consortium.

Som verdens førende inden for industriel bioteknologi og med aktiviteter inden for mere end 40 industrier anvender Novozymes bioinnovation til at øge produkternes kvalitet og ydelse, samtidig med at der spares på forbruget af knappe naturressourcer, vand og energi. Virksomhedens enestående metoder bruger naturens egne drivkræfter (enzymer og mikroorganismer) til fremme af industrielle processer og fremstilling af lægemidler og forbrugsvarer, hvorved disse bliver mere bæredygtige.

"Samfundet er tvunget til at finde nye måder at dække en voksende befolknings behov på og samtidig reducere påvirkningen af miljøet," siger Claus Stig Pedersen, bæredygtighedschef i Novozymes. "Kort sagt skal vi producere mere med mindre. Formålet med vores deltagelse i Sustainability Consortium er at bidrage til at udvikle de redskaber, metoder og strategier, der skal skabe mere bæredygtige forbrugsgoder i fremtiden. I dag er Novozymes leverandør og partner i en lang række forskellige værdikæder inden for forbrugsgoder, og dette er en enestående mulighed for at give disse et skub i den bæredygtige retning."

Siden 1994 har Novozymes udviklet sin ekspertise inden for livscyklusvurdering (LCA), et omfattende værktøj til at måle produkters miljøpåvirkning igennem hele deres livscyklus. Virksomhedens team af internationalt anerkendte LCA-eksperter arbejder på at dokumentere en række produkters miljøpåvirkning - fra brød til biobrændstoffer. I 2009 gjorde Novozymes' produkter det muligt for virksomhedens kunder at nedsætte CO2-udledningen med 27 mio. tons. Novozymes' ambition er - sammen med sine kunder - at nedsætte verdens CO2-udledning med 75 mio. tons i 2015.

Novozymes har modtaget en række priser og anerkendelser for sin indsats på bæredygtighedsområdet og er optaget på blandt andet:

· Dow Jones Sustainability Index i otte år, herunder en Gold Class-rating i 2009
· The Global 100 Most Sustainable Corporations in the World af Corporate Knights and Innovest Strategic Value Advisors Inc. i fem år
· FTSE4Good Global- og Europe-indekset
· Nordic Sustainability Index
· AMEX Cleantech Index
· SB20 - The World's Top Sustainable Business Stocks - af SustainableBusiness.com
· World's Most Ethical Companies af Ethisphere Institute i to år

Om Sustainability Consortium
Sustainability Consortium, en uafhængig organisation bestående af forskellige globale deltagere - universiteter, regeringer, ngo'er og erhvervsvirksomheder - som i fællesskab arbejder på at opbygge et gennemsigtigt, videnskabeligt grundlag til fremme af innovation med henblik på at øge forbrugsvarers bæredygtighed. Sustainability Consortium administreres i fællesskab af Arizona State University (ASU) og University of Arkansas. Læs mere på www.sustainabilityconsortium.org.
Sustainability Consortium indgår i Global Institute of Sustainability ved ASU og Applied Sustainability Center ved University of Arkansas.
Global Institute of Sustainability er ASU's samlingspunkt for bæredygtige initiativer og hjemsted for School of Sustainability, som er den første skole af sin art, der arbejder for at fremme forskning, undervisning og forretningspraksis i en verden med stigende urbanisering (http://sustainability.asu.edu).
Applied Sustainability Center ved University of Arkansas vejleder organisationer inden for detail- og forbrugsvareindustrien i bæredygtig praksis med henblik på at fremme en økonomi, der bygger på mennesker, Jorden og økonomisk rentabilitet (people, planet, profit). Centeret er en del af Sam M. Walton College of Business og deltager i en lang række discipliner på universitetet (http://asc.uark.edu).

Relevant information

http://www.novozymes.com


Pressekontakt


Firma

Novozymes A/S
Krogshoejvej 36
2880 Bagsværd, Danmark

  44464773
  30774773

http://www.novozymes.com

Modtag nyheder fra Novozymes A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire