20/06-12
-
Pressemeddelelse
NRGi medfinansierer forundersøgelserne i Århus Bugten
I et åbent brev fra Gregers Bech stilles der spørgsmålstegn ved NRGi's engagement i projekt Havvind Århus Bugt (HÅB).
Fra Gregers Bech er der i Samsø Posten den 18. juni et åbent brev rettet til en række parter i projekt Havvind Århus Bugt (HÅB). I brevet er NRGi nævnt som den største investor. Der stilles spørgsmålstegn ved det betimelige i NRGi's engagement i sagen. I brevet kan man få det indtryk, at NRGi har besluttet at investere i opførelsen af vindmøllerne - det er ikke korrekt.
NRGi arbejder for energibesparelser og for, at vi kan komme til at producere vor energi på mere bæredygtige måder. En af disse måder er etableringen af havvindmøller, og det er baggrunden for, at NRGi er gået med i HÅB. Det er også baggrunden for, at NRGi har accepteret at medfinansiere de forundersøgelser, der skal foretages, før man kan tage beslutning om opførelse af vindmøllerne (VVM undersøgelserne). Et led i denne proces er således også en offentlig høring, hvor de fremsatte synspunkter vil blive inddraget, når projektet skal endeligt vurderes.
NRGi er et andelsejet selskab, og den øverste myndighed, det demokratisk valgte repræsentantskab, har bemyndiget den valgte bestyrelse til at disponere over selskabets midler. Projektet passer godt ind til NRGi's planer om at bistå med bæredygtige løsninger indenfor energiproduktion, men NRGi's formand, Søren Egge Rasmussen, har ved flere lejligheder givet udtryk for, at en eventuel beslutning om NRGi's involvering i selve opførelsen/ finansieringen af vindmøllerne, vil blive forelagt repræsentantskabet, inden en beslutning.
NRGi har således ikke endnu taget endelig stilling til, om man vil medfinansiere opførelsen af vindmøllerne.
Relevant information
http://nrgi.dk
Firma
NRGi
Dusager 22
8200 Aarhus N,
Danmark
72 22 64 14
20 66 31 15
http://nrgi.dk