02/09-10
-
Pressemeddelelse
Nu er datoen sat. Den 28. maj 2011 lyder startskuddet igen til et stort motionsløb over Storebæltsbroen
Igen i 2011 har kommuner og foreninger på begge sider af bæltet sammen med A/S Storebælt skabt rammerne for et stort motionsløb.
Ligesom under de tidligere løb på broen bliver der tale om et professionelt og veltilrettelagt arrangement med alle sikkerhedsforanstaltningerne i orden og med løbetrøje, medalje og forplejning til alle deltagerne. Løbet starter i Nyborg og har mål i Korsør.
- Broen vil være tilgængelig for trafikanter både før, under og efter løbet, og vi glæder os til at bidrage til endnu et broløb, siger adm. direktør for A/S Storebælt Leo Larsen.
Et broløb for oplevelsesløbere
- Detailplanlægningen er allerede gået i gang, og foreningerne i Slagelse og Nyborg arbejder på at sammensætte et spændende program målrettet mod oplevelsesløberen i samarbejde med kommunerne, Politiet og A/S Storebælt, siger Per Hansen fra løbets styregruppe.
Rigtig mange løbere er fascineret af Storebæltsbroen. Det er arrangørernes mål at skabe en unik helhed, hvor oplevelsen er i centrum både før, under og efter med blandt andet musik, underholdning og fællesspisning.
- Det er femte gang i broens historie, at vi arrangerer et motionsløb på broen. Det første løb foregik i 1997, da Vestbroen var bygget færdig og klar til togtrafik. Hver gang broen har dannet rammen har hele Danmark bakket op - i 1998, 2005 og 2008 var løbet Danmarks største ½-maraton. Det håber vi også at løbet i 2011 bliver, siger Per Hansen.
Tilmeldingen til Broløbet Storebælt 2011 starter den 10. september 2010 via løbets hjemmeside: www.brolobet.dk
Relevant information
http://www.nyborg.dk