29/10-10
-
Pressemeddelelse
Stig Rossen åbner ballet
Plejecenter Rosengården og Aktivcentret lægger for sjette gang huse til årets store Musiktræf i Ørbæk fredag 5. november.
De daglige rutiner bliver sat på stand by, når Plejecentret Rosengården forvandles til musikfestival for en dag. Beboerne åbner endnu engang deres hjem for dagens mange musikere og tilhørere, når Plejecenter Rosengården og Aktivcentret for sjette gang lægger huse til årets store Musiktræf i Ørbæk fredag 5. november.
20 forskellige grupper spiller op til en hyggelige eftermiddag i hjertet af Ørbæk, hvor medarbejderne og ikke mindst de frivillige på Plejecenter Rosengården og i Aktivcentret har arbejdet hårdt på at få alle brikkerne til at falde på plads. Det er de nu, og de tre scener er sat til en eftermiddag, hvor hyggeligt samvær, fest og god musik er i højsædet.
Kl. 13.50 står ingen ringere end Stig Rossen klar ved mikrofonen til at byde alle deltagerne og tilskuerne velkommen. Kl. 14.00 indtager de første grupper scenerne, og herfra går den slag i slag resten af eftermiddagen. Sidste gruppe går på kl. ca. 17.00, og derefter står den på en fælles middag for alle musikere og de mange frivillige, der har gjort en kæmpe indsats for at få Musiktræffet stablet på benene.
Det er sjette gang Plejecenter Rosengården og Aktivcentret i Ørbæk afholder Musiktræf, der efterhånden er blevet noget af et tilløbsstykke for mange fynske amatørmusikere.
Musiktræf 2010 bliver afholdt på Plejecenter Rosengården og Aktivcentret, Kløvervej 1, 5853 Ørbæk.
Musiktræf 2010 er åben for alle. Entré kr. 50,-
Relevant information
http://www.nyborg.dk