21/03-11
-
Pressemeddelelse
Anvendelse af bygninger og lokaler
Der er udarbejdet et forslag til anvendelse af bygninger og arealer, der bliver ledige i forbindelse med ændring i skolestrukturen i Nyborg Kommune.
Som konsekvens af den nye skolestruktur i Nyborg Kommune bliver en række bygninger ledige.
Disse bygninger kan enten anvendes til andet kommunalt formål eller sælges.
Der er udarbejdet en analyse af mulighederne for at anvende bygningerne. I denne analyse er der indgået en vurdering af, om Nyborg Kommune har lejemål, der kan opsiges, hvis aktiviteterne flyttes til kommunale bygninger, der kan frigøres i forbindelse med anvendelse af skolebygningerne.
Det er ligeledes vurderet, om aktiviteter, der p.t. er placeret i andre kommunale bygninger kan flyttes til skolebygningerne.
Der har endelig været lagt vægt på, at de ledige skolebygninger i størst muligt omfang fortsat skal kunne anvendes af fritidsbrugere.
Dette arbejde er mundet ud i et forslag til en større lokalerokade, som omfatter en række kommunale bygninger og lejemål.
Økonomiudvalget vedtog 15. marts 2011 at sende forslaget til lokalerokade i høring ved berørte institutioner, fritidsbrugere og landsbyråd, forinden der træffes endelig beslutning i sagen.
Såfremt nogle borgergrupper ønsker at erhverve nedlagte skolebygninger til brug for medborgerhuse, skal de interesserede borgergrupper senest ved høringsperiodens afslutning rette henvendelse til Nyborg Kommune med henblik på forhandling om overtagelsen.
Det vil være en forudsætning for en sådan overtagelse af bygningerne, at borgergrupperne påtager sig alle driftsudgifter.
Høringen foregår i perioden 18. marts - 26. april 2011 kl. 12.00.
Såfremt høringsmaterialet giver anledning til spørgsmål, kan der rettes henvendelse til gruppeleder Jens Kimer-Jørgensen, tlf. 6333 7150, e-mail: jeki(at)nyborg.dk
Relevant information
http://www.nyborg.dk