30/08-11
-
Pressemeddelelse
Vind en lækker iPad 2
Mød Nyborg Kommune på Kulturnatten og vær med i konkurrencen om en lækker iPad 2.
Besøg Nyborg Kommunes digitaliseringsstand på kulturnatten og hør mere om, hvordan du kan kommunikere sikkert med os. Borgerservice kan hjælpe dig med at oprette din digitale postkasse. Med den kan du nemmere og hurtigere kommunikere sikkert med det offentlige og deltage i konkurrencen om en iPad 2. Alt du skal gøre er at oprette en digital postkasse på borger.dk og sende en mail til Nyborg Kommune, så er du med i kapløbet om den flotte præmie. Kig ned i standen og hør meget mere om konkurrencen, der løber til og med 18. september.
Du skal bruge din NemID til at oprette din digitale postkasse. Har du ikke en NemID endnu, kan du på standen få lavet en med det samme, så du også kan være med i konkurrencen om en iPad 2. Du skal blot huske gyldigt pas eller kørekort.
På digitaliseringsstanden kan du også få information om kommunens mange selvbetjeningsløsninger, som gør det meget lettere for dig at være borger i Nyborg.
Nye tider - nyt logo
Nyborg Kommune har sat digitalisering højt på dagsordenen. Vi har optimeret nyborg.dk, så de mange selvbetjeningsløsninger er blevet meget lettere at finde, og medarbejderne i borgerservice er klædt på til at guide de borgere, der har brug for det.
For at skabe meget mere opmærksomhed på de mange digitale muligheder, Nyborg Kommune kan tilbyde, har vi fået et nyt logo, der supplerer Nyborg Kommunes nuværende logo. Det skal være med til at skabe synlighed omkring de digitale løsninger og vil fremover blive brugt i forbindelse med markedsføringen af disse.
Selvom du deltog i samme konkurrence til Pinsemarkedet, har du naturligvis stadig mulighed for at deltage igen.
For yderligere oplysninger kontakt
Janne Hovgaard Kruse, Borgerservice, tlf. 6333 7731
Thomas Holst, digitaliseringskonsulent, tlf. 6333 7753
Relevant information
http://www.nyborg.dk