Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/05-14   -   Pressemeddelelse

30 spændende boliger på Jagtenborg

Nyborgs borgmester Kenneth Muhs tog i går sammen med CIVICAs formand de første spadestik til nye almene familieboliger.

Nyborg er "nyt land" for den almene boligorganisation CIVICA, der ikke tidligere har opført boliger i den gamle kongeby, men har koncentreret sig om Odense, Søndersø, Aarup, Glamsbjerg og Middelfart. Byggeriet på Jagtenborg-udstykningen passer perfekt ind i organisationens strategi om, at tilbyde boliger langs hele den fynske hovedfærdselsåre - E20.

Før de første spadestik blev taget, sagde borgmester Kenneth Muhs blandt andet:
- I Nyborg er vi progressive og udviklingsorienterede. Det er medvirkende til, at vi har en fornuftig byudvikling. Jeg er ret sikker på, at byggeriet af CIVICAs boliger vil sætte positivt fokus på Nyborg. Rigtig mange pendler dagligt til og fra Nyborg. Vi arbejder ihærdigt på, at endnu flere bosætter sig i kommunen og bliver gode skatteborgere.

- Vi er en attraktiv bosætningskommune. F.eks. har vi store forventninger til, at bygningen af det nye supersygehus vil få positiv betydning for Nyborg og CIVICAs byggeri i høj kvalitet vil helt sikkert tiltale mange, sagde Kenneth Muhs.

Bestyrelsesformand i CIVICA Flemming Jensen sendte i sin tale rosende ord tilbage til Nyborg Kommune.

- CIVICA har fået en rigtig god behandling af kommunen, der hurtigt og smidigt har kørt byggesagen igennem - og fremskaffet de fornødne kommunale midler til medfinansieringen.
- Nyborg er begunstiget af en rigtig god beliggenhed. Vore boliger placeres i et skønt område, hvor man er tæt på byen, naturen, stranden og havet. Bosætningsmæssigt er byen meget attraktiv.
- Der er gode lokale jobmuligheder og fritidstilbud for familierne og i bil rammer man Odense på 15-20 minutter. På en time med tog er man i København. Nyborg har gode forudsætninger for en god udvikling og den vil vi gerne være med til at fremme, sagde Flemming Jensen.
Socialt ansvar
Nyborgs borgmester og CIVICAs formand glæder sig over, at det i forbindelse med byggeriet er lykkedes at indgå en aftale med hovedentreprenøren, NJ Gruppen, om at ansætte et ungt menneske, der bor i Nyborg.
- Vi er selvfølgelig meget glade for, at boligorganisationen og entreprenøren tager det sociale ansvar på sig. Forhåbentlig kan ansættelsen føre til en varig ansættelse. I kommunen arbejder vi hver dag på, at forberede vore unge borgere på arbejdsmarkedets krav, sagde borgmesteren.
- Samarbejdet med CIVICA omkring Jagtenborg-boligerne lover godt for fremtidige projekter. En varieret boligmasse - med både ejer- og lejeboliger - er vigtig for kommunen, sluttede borgmesteren.

Fakta om CIVICA boligerne
De 30 familieboliger på omkring 110 m2 skyder op i løbet af i år, og boligorganisationen forventer, at de første beboere kan flytte ind i sommeren 2015.

Boligerne opføres efter 2015 bygningsreglementet der sikrer et lavt energiforbrug. Husenklaverne får grønne tage og de placeres forskudt for hinanden. Husenes hvide flader brydes af mindre beklædninger i træ. der er projekteret egen p-plads til alle boliger, og bag husene er der egen lille have.

Jagtenborg ligger i et sårbart naturområde, og bl.a. derfor må der ikke anvendes PVC og trykimprægneret træ eller senere sprøjtes med pesticider.

RUM Arkitekter fra Horsens har tegnet boligerne og hovedentreprenør er NJ Gruppen, Odense.

Pressekontakt

Kenneth Muhs
Borgmester
  6333 7101
  2845 4840

Firma

Nyborg Kommune
Rådhuset, Torvet 1
5800 Nyborg, Danmark

  6333 7711

http://www.nyborg.dk

Modtag nyheder fra Nyborg Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire