20/02-15
-
Pressemeddelelse
Hjælp til kronisk syge
Kronisk syge får digital hjælp til at tackle hverdagens udfordringer.
Mere end hver tredje borger i Nyborg Kommune lever med en diagnose som kronisk syg. Nyborg Kommune deltager sammen med fire andre kommuner i et forskningsprojekt, hvor en digital platform hjælper dem med at tackle hverdagens udfordringer.
Projektet går ud på, at den kronisk syge får online-tjenesten Liva på sin smartphone eller tablet. Det kan være sygehuset eller egen læge, der introducerer borgeren til LIVA. Via den digitale platform kan borgere med kronisk sygdom fx indtaste målinger og være i dialog med en sundhedsfaglig medarbejder, ligesom de kan være i dialog med andre kronikere, så de kan inspirere og motivere hinanden til et sundere liv.
Kommunens sundhedsfaglige medarbejdere kan med redskabet følge deltagerne og i god tid spotte de borgere, der har brug for råd og vejledning, inden situationen forværres.
I Nyborg Kommune skønnes 9800 borgere (38,4 pct.) at lide af en langvarig sygdomme fx hjerte- karsygdomme, kræftsygdomme, kronisk lungesygdom, type-2 diabetes og muskel- og skeletsygdomme. Sammenlignet med Region Syddanmark, hvor 35,5 pct. skønnes at lide af langvarig sygdom, har Nyborg Kommune en af de højeste forekomster af borgere med langvarig sygdomme.
Projektets formål er dels at undersøge LIVAs effekt på borgernes sundhed, dels at undersøge om omkostningerne til kronikere kan nedbringes.
Nyborg Kommune har sagt ja til at deltage i forskningsprojektet fra 2015 til 2020. Det vil koste ca. en mio. kr., men beløbet kan fra 2018 modregnes i den licensaftale, der ventes indgået.
- Økonomiudvalget har derfor fundet det attraktivt at deltage i projektet, så borgere med kronisk sygdom i Nyborg Kommune kan få en bedre tilværelse. Borgerne kan mødes digitalt med andre i samme situation og dermed hjælpe, støtte og motivere hinanden til en sund livsstil. En styrket forebyggende indsats over for kronikere, kan også være med til at forebygge nogle af de senfølger af sygdommen, som kronisk syge på sigt kan risikere at få. Vi tror også på, at en forebyggende indsats gavner ikke bare den enkelte, men også samfundet, fordi kronisk sygdom også koster mange penge pgra. sygefravær, førtidspension og andre hjælpeforanstaltninger, udtaler borgmester Kenneth Muhs.
Projektet vil især have fokus på kronikere med diabetes, hjerte-kar sygdomme og svær overvægt, men også KOL (rygerlunger) og psykiske lidelser vil over tid kunne tænkes ind.
I projektets første år forventes ca. 200 borgere at blive tilbudt at være med, men på sigt kan mange flere få tilbudt at blive koblet på den digitale løsning.
Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Forskningsenheden for Almen Praksis ved Syddansk Universitet, SundhedsDoktor og de fem udvalgte kommuner. Af øvrige kommuner, der også deltager i det banebrydende projekt er Sønderborg og Vejle. To yderligere følger i de kommende måneder.
Pressekontakt
Kenneth Muhs
Borgmester
6333 7101
2845 4840
Erik Christensen
Formand for Sundheds - og Forebyggelsesudvalget
5159 9101
Mette Bill Ladegaard
Sundhedschef
5159 9138
6333 8101