Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
14/12-15   -   Pressemeddelelse

Ingen grund til utryghed over asylcenter

Flere borgere har de seneste dage henvendt sig til Nyborg Kommune, fordi de føler sig utrygge ved det nye asylcenter på Strandvænget. Men det er der ingen grund til, forsikrer kommunens direktør Marianne Stentebjerg efter et møde med Fyns Politi.

- Først og fremmest oplever vi rigtig mange borgere, som er meget konstruktive i forhold til etableringen af asylcentret. Det er positivt. Der er ingen tvivl om, at opbygningen af gode relationer med beboerne i asylcentret er helt afgørende for at gøre det trygt for både Nyborgs borgere og de nye tilflyttede. Men vi taler også med borgere, der er utrygge og bekymrede over, hvordan dagligdagen kommer til at udspille sig, når så mange asylansøgere bliver samlet i et bestemt område af kommunen, siger Marianne Stentebjerg.

Derfor har Nyborg Kommune været i dialog med Fyns Politi for at høre om politiets erfaringer fra asylcentret andre steder i politikredsen.

Det ikke er Fyns Politis erfaring, at politiet behøver at være til stede i og omkring et asylcenter i det daglige, men selvfølgelig rykker politiet ud, hvis der skulle opstå en situation, hvor politiets tilstedeværelse er nødvendig. Erfaringen siger, at nyt center med 500 asylansøgere i et lokalområde ikke vil ændre kriminalitetsbilledet i nærområdet mere, end hvis det tilsvarende var 500 danskere, der flyttede ind i centret.

- Naboerne til det nye asylcenter behøver ikke at føle sig utrygge. Erfaringerne fra de øvrige asylcentre i politikredsen viser, at samspillet med naboerne som regel foregår stille og roligt. Beboerne i asylcentret på Strandvænget er helt almindelige mennesker, som politiet ikke har nogen grund til at antage er kriminelle eller på anden måde kræver særlig overvågning, siger politikommissær Kim Strømvig, leder af Nyborg Lokalpoliti.

Nyborg Kommune vil fortsat være i løbende dialog med Fyns Politi om det nye asylcenter. Kommunen vil også bruge de kommende uger på at finde en god og hensigtsmæssig samarbejdsform, så borgerne i området oplever en høj grad af tilgængelighed og kontakt med relevante samarbejdspartnere.

Pressekontakt

Marianne Stentebjerg
Direktør Nyborg Kommune
  6333 6801

Firma

Nyborg Kommune
Rådhuset, Torvet 1
5800 Nyborg, Danmark

  6333 7711

http://www.nyborg.dk

Modtag nyheder fra Nyborg Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire