Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/03-16   -   Pressemeddelelse

PostNord Danmark Rundt - afgørende enkeltstart trædes i Nyborg

Der bliver gang i gaderne lørdag 30. juli 2016, når PostNord Danmark Rundt lægger vejen forbi Nyborg med den afgørende enkeltstartsetape.

Fra 27.- 31. juli køres den 26. udgave af PostNord Danmark Rundt. Lørdag eftermiddag gælder det enkeltstarten, der traditionelt afgør klassementet, og i år køres den for anden gang i historien i Nyborg.

- Enkeltstarten køres i de flotteste rammer i Nyborg. Byen er et rigtig godt egnet sted med flotte TV-billeder af Nyborg Slot og indre by, det varierede fynske landskab og de andre slotte og herregårde i kommunen. Nyborg er desuden et af de steder på ruten, hvor hele karavanen har mulighed for at overnatte under samme tag på Hotel Nyborg Strand. Det ser såvel ryttere som officials rigtig meget frem til, siger løbsdirektør fra PostNord Danmark Rundt, Jesper Worre.

Løbet bliver transmitteret direkte på landsdækkende TV med flotte billeder af den fynske natur fanget fra luften, men rigtig mange tilskuere vil følge løbet LIVE, når de stjernespækkede hold suser afsted på den afgørende enkeltstart fra Torvet i Nyborg. Tidligere år har enkeltstarten samlet godt 30.000 mennesker.

- Vi er utroligt glade for og stolte over, at vi igen lægger asfalt til PostNord Danmark Rundt, og at vi derfor på bedste vis får mulighed for at markedsføre vores smukke og historiske by Nyborg, som vi også kalder Danmarks Riges Hjerte, udtaler borgmester i Nyborg Kenneth Muhs.

Enkeltstarten bliver den fjerde af i alt kun fem etaper ved dette års PostNord Danmark Rundt, og de første tråd skal trædes med udsigt til det smukke Nyborg Slot, der står foran en total restaurering, hvis formål er optagelse på UNESCOS verdensarvsliste.

Lørdag eftermiddag ca. kl. 15 bliver PostNord Danmark Rundt-feltet sendt afsted på den 19,6 km. lange rute, og sidste rytter forventes at være i mål ca. kl. 18 på Vesterhavnen i Nyborg, hvor der venter masser af aktiviteter for publikum.

- Vi er i fuld gang med at planlægge dagen, hvor der også bliver mange andre spændende oplevelser end de rent cykelsportslige. Så det er en god idé allerede nu at sætte kryds i kalenderen 30. juli og lægge vejen forbi Nyborg, siger Sanne Hoffensetz Andresen, turistchef i Nyborg Kommune.

Også Rasmus Hessum Hansen, chef for Sport Event Fyn glæder sig over enkeltstarten i Nyborg.

- For os er det jo helt naturligt, at Fyn, som en af Danmarks førerende cykeldestinationer, også lægger landevej til en etape af landets største cykelløb. Vi glæder os over, at det i samarbejde med DCU er lykkedes at placere en af de etaper, der får allermest fokus i Nyborg. Det bliver et tilløbsstykke, der er med til at sætte Fyn på landkortet, og vi glæder os til at kunne byde PostNord Danmark Rundt-karavanen velkommen og samle fynboerne til en festlig dag i Nyborg, siger Rasmus Hessum Hansen.

Fakta
30. juli, 4. etape: Nyborg, Enkeltstart 19,6 km.
Den afgørende enkeltstart køres for anden gang med start og mål i Nyborg. I 2005 vandt Ivan Basso suverænt. I år går starten på Torvet ved Nyborg Slot. En flot kulisse til de 128 rytteres ensomme kamp mod uret. Efter Torvet går ruten ud forbi Nyborg Statsfængsel, gennem Vindinge og første mellemtid er efter 8,1 km i Refsvindinge. Videre mod Bynkel ad en lille og kringlet rute, går vejen til Kogsbølle. Her starter opstigningen til Stevnshøj, hvor anden mellemtid er placeret efter 14,3 km. Retur ad Svendborgvej forbi Holckenhavn Slot med opløb i Nyborg ved Vesterhavnen. Der er en lidt længere enkeltstart end de foregående år på en meget varieret rute.

Fem etaper på fem dage
Etaperne PostNord Danmark Rundt 2016:
27. juli, 1. etape: Herning - Esbjerg 200 km
28. juli, 2. etape: Rømø - Sønderborg 180 km
29. juli, 3. etape: Aabenraa - Vejle 175 km
30. juli, 4. etape: Nyborg, enkeltstart 19,6 km
31. juli, 5. etape: Karrebæksminde - Frederiksberg 175 km
Samlet distance: 750 km.

Foreløbig er 16 team på startlisten
Jesper Worre har foreløbig indgået aftaler med 16 teams om deltagelse i PostNord Danmark Rundt bla. Tinkoff, Lotto og Astana. Der forhandles med flere kendte hold som Team Sky, Etixx Quick Step m.fl. Derudover udtages 3 af de seks danske continentale teams 27. juni 2016.

Pressekontakt

Kenneth Muhs
Borgmester
  6333 7101
  2845 4840

Firma

Nyborg Kommune
Rådhuset, Torvet 1
5800 Nyborg, Danmark

  6333 7711

http://www.nyborg.dk

Modtag nyheder fra Nyborg Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire