12/12-23
-
Pressemeddelelse
Ny COO hos OBH Rådgivende Ingeniører
OBH Rådgivende Ingeniører ansætter en ny og spændende profil på deres øverste ledelsesniveau. Thomas Kruse bliver ny COO og skal sikre udvikling og professionalisering af rådgivningen om fremtidens sunde og bæredygtige bygninger.
Den nye COO samler OBH
Byggebranchen er kendt for sine udfordringer med at leve op til tidsplaner, budgetter og kvalitet, og herudover vokser behovet for at kunne være med til at svare på de helt store samfundsudfordringer omkring klima og trivsel hver dag.
”Vi tror på at ved at samle vores viden på tværs af forretningen, kan vi være med til at levere nogle mere kvalificerede svar på byggeriets mangeartede udfordringer.” siger administrerende direktør Lars Danielsen.
Det stiller endnu større krav om en fokuseret faglighed og samarbejde på tværs af forretningen, og derfor har OBH Rådgivende Ingeniører valgt at samle ansvaret for både salg og produktion hos en ny COO. Et ansvar som tidligere blev delt på to direktører.
Derfor faldt valget på Thomas Kruse
Thomas kommer fra en stilling som markedsdirektør i Rambøll og er nu klar til at tage fat på arbejdet som COO i OBH i starten af det nye år. Lars Danielsen lægger ikke skjul på, at han er meget tilfreds med at netop Thomas bliver den nye COO i OBH.
”Thomas har en stærk profil. Han har en baggrund som konstruktionsingeniør, har stor ledelseserfaring og har samtidig arbejdet meget med den kommercielle side,” siger den administrerende direktør.
Thomas selv glæder sig meget til at starte:
”OBH er et spændende sted i sin udvikling, hvor der er rigtig gode muligheder for at sætte et positivt aftryk på omverdenen” siger den kommende COO.
Thomas startede sin karriere i OBH
OBH er faktisk ikke en helt ukendt arbejdsplads for Thomas Kruse. I slutningen af sit studie startede han som praktikant i virksomheden, hvorefter han blev ansat som konstruktionsingeniør.
”Jeg husker, der var en særlig kultur, som jeg både glæder mig til at blive en del af igen, men også at være med til at udvikle,” siger han.
Thomas Kruses CV:
Ansat i Rambøll og haft følgende stillinger:
o Markedsdirektør
o Projektchef
o Projektleder, ingeniør
o Markedschef og teamleder
o Projektleder, ingeniør
Ansat i OBH og haft følgende stillinger:
o Konstruktionsingeniør
o Praktikant, konstruktionsingeniør
Pressekontakt
Fie Dømler
Kommunikationsmedarbjeder
61182029